Thomas Mikkelsen ny mand i Brøndby IF
19.06.2021 07:00
Når spillertruppen møder ind til næste træning, skal de hilse på en ny holdkammerat. Thomas Mikkelsen skifter nemlig fra Lyngby BK til Brøndby IF, og han har første arbejdsdag lørdag.
Thomas stod en flot sæson i Lyngby trods nedrykningen til den næstbedste række, og han kommer til at være en del af målmandsteamet sammen med Mads Hermansen og Jonathan Ægidius.
- Det er en erfaren og dygtig målmand, vi får ind i truppen med Thomas Mikkelsen. Nu har vi et team bestående af tre målmænd med forskellige profiler, der skal supplere hinanden og konkurrere i dagligdagen.
- Thomas skal med sin erfaring og knowhow presse Mads til at fortsætte den flotte udvikling, han har været igennem, hvor han henover den seneste lange periode matchede Marvin Schwäbe på alle parametre i dagligdagen og gav trænerne hovedbrud i forhold til kampudtagelsen. Samtidig er Ægidius nu færdig med gymnasiet og træder fuldgyldigt ind i teamet og kan nyde stort af Mads’ og Thomas’ kompetencer og erfaringer i sin fremtidige udvikling. Trænerne ser frem til arbejdet med den nye keeper gruppe og så må vi den kommende periode se, hvordan det falder ud, for som Niels Frederiksen siger, så spiller den bedste – uanset om han hedder Mads, Thomas eller Jonathan, forklarer fodbolddirektør Carsten V. Jensen.
Vi siger velkommen til Vestegnen til Thomas Mikkelsen.