
Rekord for sæsonkortsalg slået – få pladser tilbage
23.06.2021 20:03
Sæsonkortsalget har nået nye højder, og rekorden fra 2018, der lød på 12.000 kort, er slået længe inden den nye sæson sparkes i gang.
I skrivende stund har vi således rundet 14.000 solgte sæsonkort.
Ovenpå et dansk mesterskab og med udsigt til enten Champions League eller Europa League gruppespil i efteråret, har vi oplevet stor interesse for sæsonkort til den kommende sæson. Især de nye abonnementer har fået en god modtagelse blandt fansene, hvor 80% har valgt et af de nye abonnementer, hvor man ikke længere skal bekymre sig om at forny sin plads, når sæsonen slutter. Her er man sikret sin plads, så længe man vil, indtil man vælger at opsige sit abonnement.
Med et så flot sæsonkortsalg betyder det, at vi samtidig er nået til et punkt, hvor vi inden længe må melde udsolgt på sæsonkort, da vi er tæt på at ramme loftet på 15.500 pladser. Det er den kapacitet, vi i første omgang kan reservere på Brøndby Stadion til sæsonkortholdere. Til europæiske kampe er der nedsat kapacitet på Sydsiden og andre steder på stadion, da UEFA har et krav om, at alle pladser på stadion er siddepladser til disse kampe. Samtidig råder UEFA også selv over et antal pladser til de europæiske kampe, og af den grund er grænsen på sæsonkort på 15.500 pladser.
Med et sæsonkort- eller billetabonnement har man forkøbsret til play-off kampen i Champions League og til det efterfølgende europæiske gruppespil. Når der er en nedsat kapacitet til europæiske kampe, må vi derfor reservere en del af den ledige kapacitet på Brøndby Stadion til de sæsonkortholdere på Sydsiden, som ikke kan få en plads på Sydsiden til en europæisk kamp.
Lige nu er der ca. 1.400 pladser tilbage på stadion, der primært sælges som billet-abonnementer til Sydsiden. Så hvis man gerne vil være en del af stemningen på Sydsiden, skal man købe et billet-abonnement, inden de bliver udsolgt.
Du kan købe billet-abonnement til Sydsiden her.
Hvis der frigives mere kapacitet fra UEFA, vil der blive åbnet for yderligere salg af billet-abonnementer.