Legendernes velgørenhedskamp: Dato på plads!

18.06.2021 07:00

For lidt over et år siden offentliggjorde Daniel Agger og Thomas Kahlenberg deres initiativ til en velgørenhedskamp på Brøndby Stadion under overskriften ’Fodbold mod corona’.

Med kampprogrammet på plads for den kommende 3F Superliga sæson og ophævelse af en lang række Covid-19 relaterede restriktioner er der nu fundet en dato for afviklingen af kampen: mandag 2. august kl.18:00 på Brøndby Stadion. Blot dagen før, dvs. den 1. august, forsvinder nemlig langt de fleste restriktioner, hvilket betyder at der ingen afstandskrav vil være på Brøndby Stadion og hvilken bedre måde at fejre det på end ved at komme på stadion og se nogle af Superligaens største legender dyste om æren.

– Det har været dejligt at opleve den store opbakning, der er strømmet Brøndby IF i møde under hele pandemien. Vi har glædet os meget til at spille denne kamp, og i takt med at samfundet lukker mere og mere op, så har vi også arbejdet intenst sammen med klubben på at finde en dato for kampen. Derfor er vi meget glade i dag for at kunne offentliggøre en dato for kampen. Langt de fleste restriktioner fjernes 1. august, så vi syntes at det vil være en passende måde at markere, at vi er tæt på at have en ”normal hverdag” igen. Vi håber derfor, at så mange fans som muligt vil komme og støtte op om en god sag. Vores fodboldben er jo blevet en anelse rustne, så vi har brug for al den opbakning vi kan få, fortæller Thomas Kahlenberg.

Daniel Agger følger op, - Det er et kort aftræk, og der er nok mange tidligere Brøndby-spillere, der skal igennem en hård sommer for at komme i form til den 2. august. Men vi er sikre på, at vi kommer til at stille et slagkraftigt hold. Da vi for et år siden gik i gang med projektet, mødte vi kun velvilje blandt klubbens gamle profiler. Nu fanger bordet. Vi glæder os til det hele: Liren. Kampen. Og først og fremmest til fællesskabet, ikke bare med hinanden, men også med Brøndbys fans.

Læger uden Grænser blev valgt som den organisation der skulle modtage en donation fra legendernes velgørenhedskamp og i første omgang skulle de modtage 250.000 kroner i donation, men Daniel Agger, Thomas Kahlenberg og Brøndby IF har sammen besluttet at fordoble donationen, så Læger uden Grænser nu vil modtage 500.000 kroner i donation, fortæller administrerende direktør Ole Palmå.

– Fra fans og partnere har vi som klub oplevet en enorm opbakning under hele pandemien. Vi er langt fra i mål og der vil være et stort efterslæb på baggrund af de årelange restriktioner vi har oplevet, men nu ser vi frem til at restriktionerne snart er helt væk i takt med at smitten er under kontrol og vaccinationerne er i fuld sving. Det er vores håb at velgørenhedskampen bliver et, for os, meget symbolsk afsluttende kapitel på pandemien. Sammen med Daniel og Kalle har vi derfor besluttet at fordoble donationen til Læger uden Grænser, så de får en halv million kroner der kan bidrage til deres gode arbejde rundt omkring i verden.

Med datoen på plads, så vil der i de kommende dage og uger blive meldt løbende ud om de to trupper, hhv. Brøndby Legends og Superliga All Stars som tidligere sportsdirektør i Brøndby IF, Troels Bech, vil stå i spidsen for. Over 7.000 fans har allerede sikret sig billet til velgørenhedskampen og har du endnu ikke sikret dig billet, så kan den købes her. Kampen vil blive vist på 3+ og Viaplay.