Få Brøndby Stadions guldvindende græstæppe hjem i haven

08.06.2021 09:00

I går blev der spillet landskamp på Brøndby Stadion, og det var den sidste kamp på det græstæppe, Chris Hague og hans team har passet, plejet og vundet priser for, nemlig både efterårets og årets bedste bane i 3F Superligaen.

Og så var det selvfølgelig også den bane, som vi sikrede os det danske mesterskab 2021 på.

Nu er tiden dog kommet til at lægge banen om, og derfor er Leopolds Rullegræs i disse minutter ved at køre græsruller af i størrelsen ca. 0,5m x 1,5m. Alle græsrullerne bliver lagt på parkeringspladsen P1, der er placeret bag den nordlige tribune på Brøndby Stadion. 

Her kan Brøndby-fans hente græs til privat brug efter først-til-mølle-princippet. Så kom forbi med en trailer, tag lidt græs med hjem og rul historien ud i haven.

Her er et par tips om, hvordan du bedst udlægger rullegræs i din have.
https://leopolds-rullegraes.dk/information/laeggevejledning

Du kan her få gode råd om, hvordan du bedst plejer dit nye rullegræs.
https://leopolds-rullegraes.dk/information/vedligeholdelse