Brøndby Masterclass Samarbejdet byder velkommen til Stenløse Boldklub

02.07.2021 10:00

Sæsonen for børne- og ungdomsfodbold går på hæld, og sommerferien står for døren, men inden da glæder Brøndby Masterclass Samarbejdet sig over at kunne præsentere Stenløse Boldklub som ny samarbejdsklub og DBU partnerklub på ATK+ center Brøndby (tidligere kendt som DBU TOP-center Brøndby).

Det sociale er og har altid været hjørnestenen i Stenløse Boldklub, hvilket bedst er symboliseret ved den ikoniske sten foran klubhuset med indgraveringen 'Sammenhold giver Styrke'.

Der er på nuværende tidspunkt ca. 450 medlemmer i klubben, der er bygget op omkring frivillighed og har fodboldtilbud til alle aldersgrupper for begge køn. Uden de frivillige ildsjæle, der bidrager med mangt og meget, vil klubben aldrig kunne fungere i hverdagen, og flere af de frivillige kræfter er organiseret i traditionsrige udvalg som 'Stenløse Fodbold Venner', 'Støtteforeningen' og 'Aktivitetsudvalget', der alle supplerer til oplevelser og økonomien i klubben, herunder til børne- og ungdomsfodbolden.

Fokus på at dygtiggøre trænerne

Stenløse Boldklub har i de seneste år haft særligt fokus på børnefodbolden, hvor konceptet 'Legebold' for de 3-5 årige i en årrække har været en stor succes og i den grad har bidraget til antallet af medlemmer i det yngste segment, så klubben fra U6-U12 har flere hold på samtlige årgange.

Netop den yngste gruppe af klubbens medlemmer ønsker man at understøtte igennem den nye samarbejdsaftale, der både rummer tilbud til trænere og spillere. 

Lars Stage, ansvarlig for Brøndby Masterclass Samarbejdet i Stenløse Boldklub, fortæller:

- Klubben har valgt at indgå samarbejdsaftale med Brøndby Masterclass grundet de gode muligheder, der er for både trænere og spillere. Som en mindre lokal klub, så kan det være svært at have ressourcer nok til både at dygtiggøre trænere og ikke mindst spillere på et højt nok niveau, hvilket aftalen bl.a. giver mulighed for og dermed øge det fodboldfaglige niveau på flere måder.

Thomas Arndt, Leder af Brøndby Masterclass Samarbejdet, er glad for samarbejdsaftalen:

- Vi har et stort ønske om at være med til at understøtte børne- og ungdomstræning i vores samarbejdsklubber. Det er derfor en fornøjelse at kunne byde Stenløse Boldklub velkommen i Brøndby Masterclass Samarbejdet. I samarbejdsaftalen er der en lang række muligheder og attraktive tilbud til klub, trænere og spillere, som, vi tror og håber på, at alle omkring klubben vil gå aktivt ind i, således at det kan blive til gavn for udviklingen af børne- og ungdomsfodbolden i Stenløse Boldklub.

Lars Stage uddyber forventningerne til samarbejdet:

- Stenløse Boldklub har store forventninger til samarbejdet, som gerne skulle udmønte sig i en masse inspiration i dagligdagen til vores trænere, men absolut også hvis vi på sigt kunne sende et eller flere talenter til Brøndby IF.

Online inspiration til den travle frivillige træner

Samarbejdsaftalen indeholder tilbud til Stenløse Boldklubs trænere om diverse kurser, supervision på træningscenter i Brøndby, praktikforløb, træninger i klubben af Brøndby Masterclass trænere og meget andet.

Thomas Arndt understreger forventningen til det nye online værktøj BrMa Coaching, der kan tilgås af trænerne via PC, mobil, eller tablet:

- Vi ved, at hovedparten af trænerne i vores samarbejdsklubbers børnemiljøer er forældretrænere, der har en travl hverdag med karrierejob, familie og en fritid, der også gerne skulle rumme andet end fodboldtræning af de yngste i den lokale klub. Derfor er ét af vores mange tilbud, som trænerne i Stenløse Boldklub får adgang til gennem samarbejdet, vores omfattende online-univers ”BrMa Coaching”, der indeholder alt det, som børne- og ungdomstrænere har brug for i henhold til planlægning af træning, spillestil, inspiration mm. Her er vi sikre på, at der er meget inspiration at hente for trænerne.

Brøndby Masterclass vil i starten af den nye sæson 2021/22 sparke samarbejdet godt i gang med et besøg i Stenløse Boldklub, hvor man vil fortælle nærmere omkring samarbejdsaftalen til de frivillige trænere og ledere i klubben.  

Hvis du eller din klub ønsker yderligere oplysninger omkring Brøndby Masterclass Samarbejdet, kan I læse mere her eller kontakte Leder af Brøndby Masterclass Samarbejdet, Thomas Arndt på [email protected] eller koordinator Nikolaj Magelund [email protected]