Anders Storskov fortsætter som fysisk træner i Brøndby IF

01.06.2021 12:00

Da Ahron Thode i marts stoppede i Brøndby IF som fysisk træner for at tage hjem til USA og forfølge drømmen i et nyt job i MLS, tiltrådte Anders Storskov som afløser for resten af sæsonen på konsulent basis.

Den aftale bliver nu vekslet til en permanent aftale, fortæller fodbolddirektør Carsten V. Jensen.

- Med sin erfaring og indsigt er Anders en stor kapacitet i dansk og international fodbold. Han kom ind lige før Mesterskabsspillet begyndte og leverede på højt niveau fra dag ét. Anders er samtidig en type, der giver meget af sig selv og genererer masser af energi og humør i det daglige arbejde med stab og spillere. Vi er derfor meget glade for, at den midlertidige aftale nu er blevet erstattet af en fastansættelse.