
Vellykket hoppetest på Sydsiden
09.07.2021 07:00
Forrige fredag skulle Sydsiden ”hoppe-testes” som led i arbejdet med at genoprette Sydsiden. Vi vil gerne takke for det flotte fremmøde af de mange sæsonkortholdere, som skulle hoppe på Sydsiden, for der blev virkelig lagt en stor indsats i at hoppe Sydsiden klar til brug, som alle helst vil se den; som Danmarks suverænt bedste stemningstribune med masser af entusiastiske, hoppende tilskuere.
Vi har nu fået de første indikationer fra Ramböll vedrørende målingerne af Sydsidens svingninger under hoppe-testen, og det ser meget lovende ud i forhold til at nå frem til målet om, at sæderne på Sydsiden kan fjernes efter sommeren. I den kommende tid vil Rambøll færdig-analysere resultaterne, så vi over for myndighederne kan fremvise, at forstærkningen af Sydsiden er så effektiv, at I fans igen kan samles på Sydsiden som tidligere, stående skulder ved skulder.
Vi melder mere information ud, når de endelige resultater er kommet.