
Rosted: Vi skal få styr på de sidste ting
10.07.2021 07:46
Det er nu 47 dage siden, at Andreas Maxsø løftede 3F Superliga-pokalen på Brøndby Stadion.
En ny sæson står for døren, og i den forbindelse er truppen et smut i Kiel for at lægge sidste hånd på forberedelserne til sæsonpremieren mod AGF på næste søndag.
Truppen gennemførte to træningspas torsdag, og efter et lettere et af slagsen i går ser spillerne nu frem mod opstartens sidste træningskamp, når Holstein Kiel i dag er modstanderen. Det fortæller Sigurd Rosted.
- Kampen mod Holstein Kiel bliver spændende. Det er et godt hold, som var lige ved at rykke op i Bundesligaen, så vi glæder os til at møde dem. Fra vores eget perspektiv handler det om at få styr på de sidste ting og blive helt klar, inden det går løs i Aarhus næste weekend.
Spillerne fik tre ugers ferie, før det den 14. juni var tid til igen at indtage træningsbanen. Siden er fulgt adskillige hårde træningspas samt tre sejre og en uafgjort i fire træningskampe, og ifølge nordmanden er spillerne da også vendt stærkt tilbage efter ferien.
- Det har været godt at komme tilbage. Vi har egentlig bare startet, hvor vi slap, så på nogle punkter føles det, som om vi aldrig har været væk. Men selvom det føles som meget kort tid siden, at vi fejrede en flot sæson, ved vi også, at den nye sæson venter lige om hjørnet.
- Opstarten har som altid været hård, men det betaler sig jo i sidste ende, så det brokker vi os ikke over. Nu er vi nået til det punkt, hvor vi finpudser lidt mere og spiller nogle træningskampe, og så kan man godt mærke, at det så småt begynder at blive alvor.
Opgøret mod Holstein Kiel sparkes i gang klokken 13:00 og kan ses af abonnenter på Brøndby Indefra.