Getty Images

Remis i sæsonåbner

18.07.2021 19:13

Det endte i en pointdeling, da vi søndag aften indledte den nye Superliga-sæson i Aarhus. 

Jon Dagur Thorsteinsson sendte AGF i front med en følt inderside efter ti minutter, men fire minutter før pausen lykkedes det for Kevin Mensah at udligne. Anden halvleg bød ikke på scoringer, hvorfor det sluttede 1-1 på Ceres Park.

AGF kom klart bedst ud til kampen, og det gav pote, da Thorsteinsson fra kanten af feltet drejede kuglen i det lange hjørne forbi en sprællende Mads Hermansen.

Efter scoringen spillede vi os stille og roligt tilbage i kampen, hvilket kulminerede efter 41 minutter. Sebastian Hausner kunne blot heade et indlæg op i luften, hvorefter Mensah flugtede udligningen i nettet bag Jesper Hansen.

Anden halvleg begyndte uden de store målchancer, men det ændrede sig brat et kvarter efter pausen. Heldigvis prellede Oliver Lunds hovedstød af på Hermansens højre opstander efter et frisparksindlæg fra Patrick Olsen.

I den anden ende havde vi hovedparten af halvlegens afslutninger, men ofte faldt disse fra distancen. Syv minutter efter Lunds forsøg sparkede indskiftede Christian Cappis på kassen, men Hansen parerede det flade skud til hjørne.

Med fem minutter igen gik Simon Hedlund til jorden i AGF´s felt i en duel med Lund. Dommer Jens Maae vinkede dog afvisende. I stedet tilfaldt kampens sidste chance hjemmeholdet, men Hermansen var på plads på en afslutning fra Alexander Munksgaard.

Næste kamp i 3F Superligaen er på søndag. Modstanderen er Viborg på Brøndby Stadion.