Getty Images

Mensah glæder sig over medrejsende fans: Det bliver dejligt

31.07.2021 07:24

Kevin Mensah ser frem til igen at have opbakning væk fra Brøndby Stadion, når godt 1.000 Brøndby-fans i morgen tager turen med til Vejle. En tur, som backen håber at honorere med sæsonens første sejr.

- Det bliver dejligt at opleve den her fodboldkampstemning, som vi alle sammen forbinder med specielt Brøndby IF. For der er du vant til, at der kommer mange, mange fans med til udekampene. Det får os til at føle os hjemme, uanset hvor vi spiller. Så det glæder vi os til.

- Men først og fremmest glæder vi os til at komme over og få en ny chance for at vinde tre point og så forhåbentlig fejre det med de fans, der tager den lange tur. Vi håber, det bliver en god start på det, som der skal bygges videre på.

Trods den ærgerlige 1-1-kamp mod Viborg FF er Mensah ganske optimistisk på truppens vegne forud for sæsonens anden tur til det jyske.

- Vi fik ikke de tre point, som vi skulle have haft mod Viborg FF, men vi fik alligevel vist mange af de ting, som vi var dygtige til i sidste sæson. Den eneste ting, som manglede, var at få proppet bolden ind i kassen på de store chancer. Det prøver vi at lægge på, og det er jeg sikker på, vi får gjort mod Vejle Boldklub, og at vi samtidig fortsætter med at holde modstanderne fra chancer.

Flere spillere samt cheftræner Niels Frederiksen udpegede efter Viborg-kampen den manglende kynisme foran mål som en væsentlig årsag til pointdelingen. Mensah slår dog fast, at spillerne siden da har gjort alt for at undgå en gentagelse i Vejle.

- Det er klart, at når vi ikke har kunnet omsætte de store muligheder, så er det dejligt at opleve, at folk godt kan se, at der er nogle små ting, som kan trænes lidt mere. Allerede om mandagen står folk klar til at forbedre det punkt. Det kendetegner denne trup. Vi kender vores styrker og svagheder, og dem bliver der arbejdet på hele tiden. Det er en af grundene til, at vi vandt mesterskabet.

Udover skarphed i modstandernes straffesparksfelt satser spillerne også på at vise et mere sammenhængende pres og således stresse Vejle Boldklub-spillerne på helt anden vis, end det var tilfældet mod Viborg FF.

- Fodbold bliver i sidste ende afgjort i felterne, men mod Viborg FF var vi ikke skarpe nok på banens midte, og derfor har vi arbejdet på vores presspil i løbet af denne uge. Der er også nogle relationer, som skal forbedres, og de bliver bedre, desto længere vi kommer ind i sæsonen. Vi har allerede forbedret vores pres i denne uge, hvor vi har trænet det.

- Det behøver ikke være med bolden, for det var ikke på den måde, vi vandt mesterskabet sidste år. Men vi skal dominere kampene ved at diktere, hvor modstanderne kan spille bolden hen. Der var vi ikke skarpe nok mod Viborg FF.

Morgendagens opgør mod Vejle Boldklub sparkes i gang kl. 16:00 og kan ses på Canal 9.