Hjörtur Hermannsson: Tak for det hele

16.07.2021 11:22

Den 26-årige islandske landsholdsspiller Hjörtur Hermansson har netop skrevet under på en kontrakt med AC Pisa. Hjörtur kom til Brøndby IF tilbage i sommeren 2016 og har igennem sine fem år i klubben været med til at bringe et mesterskab og en pokaltitel til vestegnsklubben. 157 kampe og fire mål opnåede den islandske midterstopper for klubben, før hans kontrakt udløb denne sommer.  Om sin tid i Brøndby IF fortæller Hjörtur.

 - Jeg er utrolig taknemmelig for mine fem år i klubben. Jeg har oplevet meget i min tid i klubben af både op- og nedture. Jeg tager en masse erfaring med mig og er stolt af at have vundet pokaltitlen og ikke mindst fået mesterskabet hjem til klubben og bragt klubben tilbage til toppen af dansk fodbold, hvor den hører hjemme. Jeg har været heldig at have haft fantastiske holdkammerater i klubben, ligesom staben har været exceptionel god, og jeg vil gerne takke dem alle; staben, trænerne, Leif, som er en klassefyr, Lone og Rikke samt vores dygtige fysser. Jeg har mødt så mange dejlige mennesker i og omkring klubben, så jeg glæder mig til at komme forbi Brøndby en dag, når alle restriktioner er væk, og sige ordentligt farvel til alle dem, jeg kender, og til klubbens fantastiske fans. Tak for det hele!

Fodbolddirektør Carsten V. Jensen ønsker Hjörtur held og lykke i hans næste skridt i karrieren og takker samtidig islændingen for hans indsats i klubben.

 - Hjörtur har været i klubben i mange år og har gennem sin erfaring og personlighed bidraget både på og udenfor banen til, at vi som kollektiv vandt det danske mesterskab. Nu var tiden så kommet til for Hjörtur at tage det næste skridt i karrieren, og vi ønsker Hjörtur alt det bedste i Pisa.