Dan Anton Johansen: Dårlig form – godt humør

19.07.2021 08:23

- Jeg glæder mig så meget. Men formen er direkte elendig.

Humøret er forrygende og selvindsigten tilsvarende filterfri hos Dan Anton Johansen inden velgørenhedskampen 2. august mellem Brøndby Legends og Superliga Allstars.

Som aktiv var Dan Anton Johansen no-nonsense-typen – kontant og direkte. Og sådan er tonen også, når man spørger ind til hans fysiske forfatning godt to uger før den begivenhed, der samler mange af de gamle Brøndby-stjerner.

- Jeg skulle været gået i træning tidligere, men jeg har udskudt det lidt for mange gange. Jeg har egentlig haft et langt tilløb. Vi spillere blev jo udtaget for over et år siden, kommer det fra Dan Anton Johansen.

- Jeg havde så besluttet mig for at gøre noget ved formen her i juni, men så kom EM-slutrunden i vejen. Danmark blev ved med at gå videre, og jeg kom aldrig op af sofaen. Nu er der godt to uger til kampen. Det er begrænset, hvor meget jeg kan nå at indhente.

Dan Anton sluttede i Brøndby i 2005 – med et mesterskab, som han understreger. Og han tilføjer så med et glimt i øjet:

- Det var jo lidt bedre tider dengang.

- Men nu er Brøndby IF mester igen. Det er fantastisk. Jeg var sammen med Per Nielsen hele dagen, da det lykkedes. Det er vigtigt for klubben og for alle fans, at vi er mestre igen, siger den nu 41-årige Dan Anton Johansen.

På spørgsmålet om, hvad han ser mest frem til 2. august, svarer han:

- Det hele. Selvfølgelig at være sammen med alle spillerne, men også de mange fans, der forhåbentlig kommer. Jeg er vokset op i denne her klub, startede med at spille, da jeg var fire år, og den har altid betydet meget for mig. Jeg kommer til så mange af kampene som muligt på Brøndby Stadion. Det bliver skægt igen at skulle spille på banen – så længe der er luft.

Det er Thomas Kahlenberg og Daniel Agger, der har initiativ til velgørenhedskampen. Brøndby Legends møder et sammenrend af tidligere Superliga-spillere, som Troels Bech står bag. Det er aftalt, at de første 500.000 kroner fra entréindtægterne går til Læger uden Grænser.

Har du ikke allerede sikret dig billet til kampen, kan du købe den lige her.