Bildæk, Bayern og Brøndby: Christian Cappis´ amerikanske fodbolddrøm

Det er en ganske almindelig formiddag i efteråret 2018 i det sydlige USA. De voksne er på arbejde, og børnene i skole, men mutters alene på Houstons øde fodboldbaner løber en tynd og krølhåret teenager rundt. Skolegang eller job har han intet af. Til gengæld har han en drøm – en drøm om en bold ulige dem, som skolekammeraterne havde leget med, og som han i de seneste tre timer har sparket op ad et bildæk, præcis som da han i barndommen brugte kantstenen hjemme på villavejen som eneste medspiller.

Trods nu at være fyldt 19 år spiller han stadig oftest for sig selv. Faktisk har han været helt uden hold i de seneste to måneder. En kontrakt i hjemlandet er udelukket, og ingen på den anden side af Atlanten har givet ham så meget som en prøvetræning. Alligevel møder han op dag efter dag for at spille bande med bildækket.

Den unge mands navn er Christian Cappis.

- Jeg er ikke sikker på, at jeg kan forklare det. Jeg vidste det bare altid. Der var ikke andre muligheder. Folk spurgte, hvad jeg ønskede at blive, og jeg svarede professionel fodboldspiller. Det lå bare i mig. Jeg ville gøre alt for at nå dertil og opfylde min drøm.

Cappis voksede op i millionbyen Houston som den ældste af fire søskende. Faren havde spillet fodbold i high school og college, hvor han senere blev træner, og der skulle ikke gå længe, før hans ældste søn sparkede læderet rundt på gaden for derefter at drage til træning i den lokale klub.

- Min far var nok årsagen til, at jeg startede med at spille fodbold. Jeg startede, da jeg var fire år. På det tidspunkt spillede jeg også lidt basketball og baseball, men jeg var bedst til fodbold, og jeg kunne lide at vinde. Jeg har altid været et konkurrencemenneske. Så jeg besluttede mig for at satse på fodbold. Det var den eneste sport, som jeg for alvor dyrkede.

- Jeg spillede meget for mig selv. I USA er kantstenen akkurat så høj, at bolden ville komme tilbage til mig, når jeg sparkede den op mod den. Det ville jeg gøre igen og igen. På et tidspunkt flyttede vi, og ved det nye hus var der en mur, som jeg kunne spille op ad. Det brugte jeg meget af min fritid på. Jeg havde altid en bold ved fødderne. Selv når jeg gik igennem huset, driblede jeg med bolden, og når jeg legede i haven, forestillede jeg mig, at jeg spillede i en stor kamp.

Den unge Cappis var dog langtfra det eneste barn på gaden. I sine pauser fra fodboldspillet kunne han se naboerne kaste med den ovale bold eller forsøge at ramme en treer i de utallige basketballkurve, som var placeret foran husene. Ikke desto mindre afveg Cappis aldrig fra sin særlige amerikanske fodbolddrøm.

- Til tider spillede jeg med naboerne. Men jeg tænkte aldrig, at jeg måske hellere skulle spille basketball eller amerikansk fodbold. Jeg havde altid drømmen, motivationen og idéen i mit hoved om, at jeg skulle være professionel fodboldspiller. Jeg elskede bare spillet, og hvorfor skulle du ikke gøre det, som du elsker? Jeg ved ikke, om jeg kan komme med en god forklaring på, hvordan jeg var i stand til at holde fast i fodbolden, men det er det bedste svar, som jeg kan give.

Virtuel skole og rejsen til Dallas

Cappis spillede i flere forskellige klubber i lokalområdet omkring Houston, indtil han som 12-årig ankom til Texans SC, hvor fodbolden for alvor tog fart. I en sådan grad, at han fire år senere blev meddelt, at han ikke ville kunne gennemføre high school, hvis han fortsatte med at udeblive fra så stor en del af lektionerne.

Beskeden efterlod den 16-årige dreng med en svær beslutning. Begge hans forældre støttede hans jagt på en fodboldkarriere, men særligt hans mor var stærkt indstillet på, at han skulle færdiggøre sin skolegang. På den anden side udviklede han sig i hastige skridt på fodboldbanen, hvor han det følgende år skulle blive udtaget til U18-landsholdet.

Løsningen blev en ganske moderne en af slagsen.

- Jeg gik i online-skole, fra jeg var 16 år. Jeg missede for meget skole, fordi vi rejste meget til kampe. Det var et problem for mig. Så jeg gik i online-skole for at blive færdig. Dermed kunne jeg også til tider få tre ekstra timer til at træne eller restituere, fordi jeg i den virtuelle skole kunne færdiggøre min skoledag på fire timer i stedet for at sidde i et klasseværelse i syv.

- Det var godt for mig at kunne kontrollere min dag, men det var helt sikkert svært, fordi jeg oftest sad alene hjemme og skulle lære tingene selv. Jeg savnede også at være sammen med mine venner i skolen. Men det handlede alt sammen om min drøm om at blive professionel.

Drømmen skulle rykke nærmere, da Cappis som 17-årig blev tilbudt en plads på det velansete akademi hos MLS-holdet FC Dallas. Træningen foregik fire timers kørsel fra barndomshjemmet i Houston, men med den virtuelle skole og forældrenes opbakning på plads tøvede teenageren ikke med at gribe den store chance og flyve fra reden.

På sin 18-års fødselsdag rejste Cappis de godt 400 kilometer nord på til Dallas, hvor han indlogerede sig i en lejlighed med tre jævnaldrende drenge, som også var flyttet til byen for at spille på akademiet.

- Min træner i Houston fortalte mig, at Dallas var et godt skridt for mig. For jeg var ikke helt klar til at blive professionel. Det var et skidt, jeg var nødt til at tage som spiller for at kunne komme til Europa. Jeg var virkelig rå, da jeg ankom til Dallas. De kunne se, at jeg kunne noget, men at de var nødt til at forme mig til et produkt, som faktisk var brugbart for et professionelt hold.

Over de næste 12 måneder udviklede Cappis sig ikke bare teknisk og fysisk, men særligt taktisk, og da han den følgende sommer færdiggjorde high school over internettet, var FC Dallas klar med en professionel kontrakt – der var bare ét problem. Ligaens regler påbød Cappis at indlede sin MLS-karriere i klubben tættest på hans hjemby, Houston Dynamo FC.

Reglerne fik Cappis til at rejse hjem til Houston – men ikke for at spille for Dynamo.

- Klubben talte med mig og mine forældre om det. Det var bare ikke det rigtige sted for mig af flere årsager. Men det gav mig også muligheden for at komme til Europa. Derfra handlede det udelukkende om, hvordan jeg kunne komme til Europa.