Tillykke til Per Bjerregaard fra Frits Ahlstrøm

Frits Ahlstrøm, tidligere mediedirektør i UEFA, informationschef i DBU og sportschef i Brøndby IF, har været venner gennem en generation, og Frits siger tillykke til Per med en hilsen.

Per Bjerregaard er mere end nogen personificeringen af dansk elite-fodbolds udvikling i de seneste 40 år. Fra amatørisme til professionalisme. Det var i kraft af hans visioner, utrættelige arbejde og kærlighed til spillet, at Brøndby IF udviklede sig fra landsbyhold til europæisk tophold og generelt løftede dansk fodbold op på et internationalt niveau. Udover i mange år at passe sin lægepraksis skabte Per Bjerregaard sammen med en skare af andre frivillige ledere også en klub, der bekymrede sig om både bredde og top og opfyldte en idrætsforenings sociale ansvar.
 
Første gang, jeg mødte Per Bjerregaard, var i 1965 til en kamp i DBU’s landspokalturnering på Brøndby Stadion; året efter, at Brøndbyøster IF og Brøndbyvester IF var blevet til Brøndbyernes IF. Det er lidt misvisende at kalde det for et stadion. Det var en græsbane med to mål, omkranset af et cirkelformet rækværk og – så vidt jeg husker – en beplantning. Der var to-tre meter imellem, hvor tilskuerne kunne stå. Fra hvert mål til rækværket var der en halv snes meter. I den sydlige ende var en lille bygning med to, måske tre eller fire små omklædningsrum. Per og jeg hilste på hinanden; han som anfører for Brøndby og jeg som anfører for SB 50. Jeg husker ikke resultatet, men tror, vi tabte.

Per Bjerregaard hentede mig til Brøndby IF i 1991 som sportschef, blandt andet for at være kontaktpersonen mellem Morten Olsen og spillerne. Jeg havde kun været i klubben i kort tid, da Per bad Finn Andersen og mig om at tage til Aalborg for at forhandle med Jes Høgh. Vi havde et særdeles godt tilbud med til ham, men Jes følte, han var mere værd. Da vi vendte hjem og informerede Per, reagerede han prompte: ”Jeg tænkte det nok. Jeg skulle selv have talt med ham.” 

Nogle måneder senere – i oktober – pådrog Jes Høgh sig en korsbåndskade. Per bad mig om at flyve til Aalborg igen og gentage tilbuddet til Jes en dag eller to efter hans operation; vel vidende, at der ikke var nogen garanti for, at han efter en så alvorlig skade ville genvinde fordums styrke. Jes blev glad for at se mig og endnu gladere for tilbuddet, som han accepterede liggende i en seng på Aalborg Nord Sygehus. Per viste, at han havde forstand på både medicin og fodbold. Jes spillede for BIF i næsten tre år, hjalp klubben til at vinde det danske mesterskabe én gang og blev i 1993 kåret som Årets Spiller i klubben. Udover 57 A-landskampe opnåede han en fin karriere i Fenerbahçe SK og Chelsea FC.

Hjertelig tillykke med din store dag, Per.