Sæsonkortholdere får igen mulighed for kompensation for manglende kampe

18.01.2021 09:30

Selvom 3F Superligaen i 2020 har været ramt hårdt af tilskuerrestriktioner på grund af COVID-19, har fællesskabet vist sig fra sin stærkeste side. Klubben har oplevet en massiv opbakning fra de 10.000 sæsonkortholdere, der enten har fornyet deres sæsonkort fra sidste sæson eller har købt et nyt til denne sæson.

Det er vi meget taknemmelige for i en tid, der er meget præget af usikkerhed og uvished.   

Det meste af efteråret har desværre været underlagt tilskuerrestriktioner, hvor det ikke har været muligt for klubbens sæsonkortholdere at komme på Brøndby Stadion i fem ud af de seks kampe, der har været spillet inden vinterpausen.

Derfor er det nu muligt for alle sæsonkortholdere at ansøge om kompensation, hvor klubben refunderer den forholdsmæssige værdi, der svarer til de fem kampe, som man er gået glip af i efteråret. Som sæsonkortholder har man fire valgmuligheder ift. kompensation:

* Man kan vælge at få kompensationen udbetalt som et gavekort til Brøndby Shoppens webshop

* Man kan vælge at støtte klubben og få sit navn på Brøndby Stadion, hvor alle fans, der støtter dette initiativ, er med til at danne et stort Aldrig Alene-budskab, der vil pryde facaden af Brøndby Stadion i minimum to år. Læs mere om dette initiativ her

* Man kan vælge at donere værdien af kompensationen til Fanpuljen. Midlerne i puljen vil blive investeret i projekter som gavner stemningen og den generelle fanoplevelse på Brøndby Stadion

* Man kan vælge at få kompensationen udbetalt kontant

Alle sæsonkortholdere er blevet kontaktet på den e-mail, som er tilknyttet sæsonkortet. Her skal man udfylde et skema og svare på, hvilken af de fire muligheder for kompensation, man vælger. Her fremgår det også mere detaljeret, hvordan kompensationen fungerer rent praktisk – afhængigt af hvad man vælger. Denne information kan også læses her.

Hvis klubben ikke har din mailadresse, kan man få adgang til skemaet ved at klikke her

Du skal udfylde et skema for hvert sæsonkort. Seneste mulighed for besvarelse er 3. februar 2021.
Hvis du ændrer holdning til din kompensation, er du velkommen til at udfylde skemaet igen, da vi bruger din seneste besvarelse. Seneste mulighed for besvarelse er 3. februar kl. 23.59.
 
Bemærk, at du ikke vil kunne ændre din besvarelse hvis du har valgt Aldrig Alene på Brøndby Stadion-projektet.

Hvis du har yderligere spørgsmål, kan du læse mere på vores kundeservice-side her, hvor du også kan kontakte os, hvis du har yderligere spørgsmål.