
Nederlag mod AC Sparta Prag i Europa League
09.12.2021 19:45
Det ender med et nederlag på 2-0 på en råkold aften i den tjekkiske hovedstad Prag. Vi var ellers fint med i det første kvarter af opgøret og havde således flere gode muligheder af blandt andet Hedlund, men der manglede i power i forsøgene mod mål.
Tjekkerne satte sig så småt på kampen, og kort før pausen kunne Sparta Prags Hancko gøre det til 1-0 på frispark, som også blev stillingen, mandskaberne måtte gå til pause med.
Efter pausen fortsatte tjekkerne i samme tempo, og vi skulle blot frem til det 49' minut, før Hlozek udbyggede føringen til 2-0 på et kludemål nede i vores forsvar. Syv minutter senere fik hjemmeholdets Tomas Wiesner rødt kort, da han fik sit andet gule kort for at sende en arm i hovedet på en fremadstormende Blas Riveros.
Udvisningen gav os naturligvis mere plads fremme på banen, og der blev presset på for en scoring, men de store chancer udeblev.
Et kvarter før tid blev Anis Slimane sendt tidligt i bad, da han fik sit andet gule kort for at stoppe en lovende Sparta Prag-kontra, og så var mandskaberne lige mange spillere på banen igen. Udvisningen af Slimane gjorde reelt ingen forskel, for spillet foregik stadig på tjekkernes præmisser.
Stillingen holdt helt indtil slutfløjtet, og derfor endte vores europæiske kampagne med et 2-0-nederlag i Prag.