
Maxsø inden sidste hjemmekamp i år: Vi ses på stadion på søndag
02.12.2021 12:35
På søndag spiller vi sidste hjemmekamp på Brøndby Stadion i år. Det er i det første opgør i kvartfinalen i Sydbank Pokalen mod FC Midtjylland, og for Andreas Maxsø er målsætningen klar.
- Vi skal vinde og give os selv så godt et udgangspunkt som muligt inden returopgøret næste søndag, og så skal det være foran så mange fans som muligt. Fansene har været fantastiske igen i år, og vi vil rigtig gerne give dem en god oplevelse på stadion inden vinterpausen – og vi vil også gerne gå på ferie med et gyngende Brøndby Stadion i baghovedet, fortæller anføreren.
De sidste to sæsoner har Sydbank Pokalen ikke budt på de store blågule minder, men det skal der forhåbentlig laves om på nu, og ud over selve pokalen, er der en anden ting der spiller ind i denne sæson.
- Med en finale på Brøndby Stadion kan det jo gå hen og blive rigtig sjovt, men når det så er sagt, så skal fokus ikke ligge der. Det skal ligge på at komme videre fra kvartfinalen. Det er der muligheder for, for de sidste par kampe har vi haft godt fat i FC Midtjylland, så selv om de er et stærkt hold, så tror vi på os selv. Det gør vi altid, men vi ved også, at vi skal være der fra start, for de har også noget at revanchere efter de sidste to indbyrdes kampe i ligaen, understreger Maxsø og tilføjer:
- Derfor håber vi også i truppen på, at der kommer så mange fans som muligt. Vi vil gerne sætte et godt punktum på hjemmebane for i år, og der har fansene også deres rolle. Det kan godt lyde som en floskel, men for os på banen gør de en forskel. Så vi ses på stadion på søndag!
Har du ikke allerede sikret dig billet til pokalkampen på søndag, kan du købe den her.