
Hermansen: Skidt fornemmelse lige nu - men vi har stadig en chance
05.12.2021 16:10
Det endte med et pokalnederlag på et råkoldt Brøndby Stadion søndag eftermiddag, da FC Midtjylland kom på besøg i Sydbank Pokalen.
Mads Hermansen er ærgerlig over, at man ikke formåede at sætte sig på kampen, og at der manglede kvalitet. Men han er stadig optimistisk forud for returopgøret i næste weekend.
- Vi snakkede efter kampen om, at vi ikke helt leverede den indsats, vi havde planlagt. Vi fik aldrig rigtig kontrolleret kampen på bolden, og i mange andre facetter af spillet var vi heller ikke gode nok. Så det er en skidt fornemmelse lige nu. Vi havde ikke kvalitet nok i det, vi foretog os i dag. Vi lavede for mange individuelle fejl og gav dem mange store muligheder for at putte den i kassen, og det skal vi blive bedre til i forhold til Sparta Prag-kampen i næste uge, fortæller Hermansen, som dog stadig ser returopgøret som værende åben.
- Vi skal gribe kampen i Herning anderledes an, end vi gjorde i dag. Vi har stadig en god chance, men vi skal længere frem på banen - også fordi vi kommer til at have det udgangspunkt, vi gav os selv i dag. Det bliver vigtigt at lave et tidligt mål, så vi kan åbne kampen så hurtigt som muligt, og så må vi se, hvordan det forløber sig.
Den unge keeper havde flere gode redninger i første halvleg, og han tager derfor også de gode perspektiver med fra kampen.
- Selvfølgelig kan jeg bruge de gode redninger i forhold til selvtilliden. Man skal altid tage det positive med videre, og det gør jeg også.