
Det sagde vi efter nederlaget mod AC Sparta Prag
09.12.2021 20:43
Vores europæiske kampagne sluttede torsdag aften, da vi led et 2-0-nederlag mod Sparta Prag i den tjekkiske hovedstad.
Vi har samlet reaktioner fra nogle af hovedaktørene.
Niels Frederiksen
- Man står med en ærgerlig fornemmelse her efter kampen, fordi vi havde sat næserne op efter, at vi skulle videre her fra puljen. Jeg synes også, vi havde en mulighed, og kampen i dag viste også, at vi godt kan spille med mod nogle af de her hold i Europa.
- Men vi mangler kvaliteten i de afgørende situationer i dag. Og det bliver forskellen, for det er jo ikke, fordi vi bliver trykket i bund. Men vi skal mere ud af de sekvenser, hvor det så ud til, at vi kunne skabe nogle store chancer.
Du kan se hele interviewet her.
Andreas Maxsø
- Vi mangler måske lige det sidste for at være med. Jeg er tilfreds med, at vi stod med muligheden her til sidst for at spille os videre i Europa. Men vi manglede kynismen, og så vinder man ikke, når man spiller internationalt og ikke har den.
- Det var en ærgerlig scoring de fik inden pausen, men jeg synes, der var fin med optimisme. Vi fik også en stor chance lige efter pausen, og så gik de lige direkte ned og scorede. Det var ikke det, vi håbede på, men de var mere kyniske, end vi var - og det skal vi lære af fra de her kampe.