
Uhre og Hermansen: Fantastisk at gå på landsholdspause med en sejr
29.08.2021 21:33
Det endte med den første sejr i 3F Superligaen, da FC Midtjylland søndag aften blev besejret med 2-0 på Brøndby Stadion. Det er første sejr i indeværende sæson, og derfor er Mikael Uhre også glad for sejren, som kommer ovenpå en periode uden vundne kampe.
- Det er fantastisk at gå på landsholdspause med en sejr i aften. Det er altid dejligt, når man har været inde i en lidt tung periode. Men det var fedt at sejren endelig kom, fortæller Uhre og bliver suppleret af Hermansen.
- Det er en kæmpe forløsning at holde nullet. Det er noget, vi arbejder på hver dag, og som Uhre siger, så har det jo været en lidt hård periode. Vi jagter altid sejre og cleansheets som hold, så det er selvfølgelig dejligt, forklarer målmanden.
- Men det betyder rigtig meget, at vi kan vise, at vi er tilbage, på trods af vi starter skidt i begyndelsen af kampen. Det skal vi selvfølgelig have ændret, men når det så er sagt, så viser vi høj moral og kommer stærkt tilbage, lyder det fra Uhre, mens Hermansen er særdeles glad for holdets cleansheet.
- Jeg nyder, når jeg har noget at lave. Det er jo en del af jobbeskrivelsen, så jeg er bare glad for, jeg får en masse redninger. Man skal jo huske, at et cleansheet er en holdindsats, og det er uanset hvor mange redninger, jeg laver.
Du kan se hele dobbeltinterviewet med Uhre og Hermansen på Brøndby Indefra.