
Getty Images
Stadig billetter til onsdagens afgørende kamp
18.08.2021 05:58
Der er en billet til gruppespillet i Champions League på højkant, når vi på hjemmebane møder FC Red Bull Salzburg onsdag den 25. august. Og efter tirsdagens første møde med de østrigske mestre er der stadig masser af muligheder for, at det bliver Brøndby IF, der får lov at indløse billetten til det fine selskab.
Kampen endte 2-1 til FC Red Bull Salzburg, og en blågul sejr er derfor krævet på hjemmebane, hvor vi forhåbentlig kan fylde Brøndby Stadion til endnu en mindeværdig aften. Flere tribuner er allerede udsolgt, men hvis du også vil sikre dig plads til kampen og hjælpe holdet på vej mod verdens fineste klubturnering, er det stadig muligt.
Der er således stadig pladser at finde på Stavnskjær Elektronik-tribunen, ligesom det nordøstlige sving også gemmer på flere ledige sæder. I alt er der omkring 5000 billetter tilbage til opgøret.
Du kan sikre dig billet til opgøret her.
Kampen mod FC Red Bull Salzburg bliver fløjtet i gang kl. 21:00 onsdag den 25. august.