Getty Images

Sådan ser vores tur til Østrig ud

16.08.2021 04:46

I dag begynder det for alvor at lugte af Europa, når spillere og trænere sætter sig i flyet med kursen mod østrigske Salzburg, hvor FC Red Bull Salzburg er modstanderen i playoff-kampene til gruppespillet i Champions League.

Det første opgør spilles på Red Bull Arena i Salzburg, hvor spillerne desværre må undvære Brøndby-fans på tribunerne på grund af de p.t. gældende restriktioner. Det betyder også, at Brøndby-fans vil blive afvist ved indgangen, hvis man forsøger at kommer ind. Kun tilskuere med østrigsk id vil få adgang til stadion.

Flyet til Østrig afgår mandag omkring middag og lander i Salzburg kl. 13:30. Samme aften står den på pressekonference kl. 17:30, og en halv time senere træner spillerne på Red Bull Arena.

Da kampen mod FC Red Bull Salzburg først spilles tirsdag aften, vil truppen om formiddagen lave en let træning med bold for at løsne op i benene. Eftermiddagen byder på en gåtur, inden det bliver alvor kl. 21:00.

Flyet mod Vestegnen letter onsdag formiddag, og herefter rettes fokus mod lørdagens kamp i Odense mod OB.

Du kan se kampen mod FC Red Bull Salzburg på 3+.