
Niels roser fansene: Det er helt unikt
25.08.2021 22:25
Det var en særdeles flot kulisse, der onsdag aften dannede ramme om returkampen mod FC Red Bull Salzburg. Selvom det endte med et nederlag sender cheftræneren en stor ros afsted til fans og spillere.
- Kæmpe ros til fansene, for det er helt unikt. Der er mange andre steder, hvor man måske som fan ville falde lidt sammen efter at være nede med 0-2 efter ti minutter. Det gjorde vores ikke, og lydkulissen blev nærmest endnu større, siger cheftræneren og sætter ord på kampforløbet.
- Vi havde snakket om, at vi gerne ville holde kampen åben så længe som muligt. De scorer så to mål, hvor vi godt kunne gøre det bedre. Men det er sådan, at når vi møder rigtig dygtige hold, så bliver man nogle gange overrasket over tempoet og stresset over det, man gør inde på banen.
- Når det så er sagt, så vil jeg gerne give spillerne en kæmpe cadeau, for så spiller vi rigtig godt resten af kampen. Man kan sige, at vi taber de første ti minutter 2-0 og vinder de sidste 80 minutter med 1-0, men kampen var jo desværre allerede overstået der, slutter han.
Du kan se hele interviewet med Niels Frederiksen på Brøndby Indefra.