Getty Images

Niels Frederiksen: Vi skal fortsætte med at spille fremad

07.08.2021 12:32

Der er kun godt et døgn til sæsonens første Derby spilles. Det er kl. 16:00 i morgen i Parken, og det er endelig tilladt med fans af begge hold på tribunerne igen. Det er noget alle omkring holdet glæder sig til, fortæller cheftræner Niels Frederiksen.

- Både spillerne og jeg glæder os til, der kommer fans fra begge hold på tribunerne til et Derby igen – det kan jeg mærke på truppen. Vi ved, at den rivalisering, der foregår på lægterne, er ekstra intens til et Deby, og vi ved, at der i hvert fald er udsolgt i vores afsnit og formentlig til hele kampen.

- Så det bliver en fantastisk intens stemning, der kommer til at sætte en streg under, at det her er de mest interessante, spændende og intense kampe i dansk fodbold.

Stemningen fra tribunerne flyder ned til banen, og i endnu højere grad, når det er et Derby der spiller. Det er noget, som spillerne skal bruge i kampen til egen fordel.

- Det bringer lidt ekstra intensitet, når det er FC København, vi møder. Også lidt ekstra spænding og måske lidt sommerfugle i maven for nogle spillere, men det kan man få ud af kroppen ved at gå ud og brænde banen af, og med det mener jeg at tage de løb, der skal tages og gå ind i duellerne for at vinde dem, siger Niels Frederiksen.

Derbyet bliver uden Josip Radosevic og Andreas Bruus, men selv om de to er ude af kampen, er der ingen garantier for, at de to nye ansigter i truppe, Mathias Greve og Kevin Tshiembe – er med i morgen. Den beslutning er ikke truffet endnu, men deres indsats til træning har set lovende ud.

- Både Kevin og Mathias har trænet med de sidste tre dage, og det ser rigtig godt ud. Vi har allerede kunne tage lidt af det taktiske med dem og de aftaler, der skal være på banen. De har vist sig godt frem og har bidraget med en masser kvalitet og energi, så jeg har været meget tilfreds med den første halve uge, jeg har haft dem til rådighed. Men om de er med i truppen til morgen, skal jeg lige se på, siger cheftræneren.

I sæsonens første tre kampe er der blevet skabt masser chancer, men det er endnu ikke blevet til flere mål end modstanderne. Det arbejdes der dog hårdt for at få ændret, for udtrykket på banen skal stadig være det samme – angrebsivrigt og fremadrettet.

- Det skal være en del af vores dna at spille på en fremadrettet måde og tænke offensivt. Vi vil gerne angribe med rigtig mange spillere og hele tiden prøve at sætte modstandernes forsvar under pres, så de ikke får noget ro. Det skal vi tage med os derind, og vi arbejder hele tiden på træningsbanen på at gøre det endnu skarpere, så den sidste pasning og beslutningerne på den sidste tredje del bliver endnu bedre, så vi kan skabe endnu flere store chancer og forhåbentlig score på dem.

Der er kickoff kl. 16:00, og kampen sendes live på 3+.