hummel lancerer unik regnbue-fodboldtrøje i samarbejde med Brøndby IF og to Premier League-klubber

10.08.2021 10:00

Når spillerne fra Brøndby IF, Everton og Southampton i weekenden løber på banen til opvarmningen til deres respektive kampe i 3F Superligaen og Premier League, bliver det iført en specialdesignet regnbue-opvarmningstrøje.

Som et led i fejringen af Copenhagen 2021 World Pride og EuroGames har det danske sportsbrand hummel nemlig taget initiativ til at støtte kampen for mangfoldighed og inklusion i sport.

For selvom flere modige sportsfolk allerede har banet vejen for mere inklusion i sportens verden, er kampen langt fra overstået. Mere end hver femte LGBTI+ person har oplevet homofobi eller transfobi, mens en rapport fra Kick It Out har afsløret, at indberetninger om misbrug på baggrund af seksuel orientering i professionel fodbold er steget med 95% det seneste år.

Netop derfor har hummel i samarbejde med tre af sine største fodboldsponsorater besluttet at lancere en unik regnbue-fodboldtrøje, der har til formål at sætte øget fokus på problemet.

- Det kræver en helstøbt holdindsats at skabe positive forandringer gennem sport, og derfor er vi også utrolig stolte over at sprede budskabet om åbenhed i sportens verden ved at kombinere tre af vores største fodboldsponsorater med vores sponsorat af Copenhagen 2021, siger hummel CEO, Allan Vad Nielsen.

Den nye regnbue-opvarmningstrøje er designet som en blanding af hvert eneste flag fra LGBTI+ fællesskabet og understøtter #YouAreIncluded, som er det overordnede tema for Copenhagen 2021. 

- Fodbold og sport er for alle, og derfor er det vigtigt, at vi står sammen for at komme problemet til livs. I løbet af de seneste år har vi støttet flere projekter for at fremme inklusion i sport, og det har vi tænkt os at blive ved med. Sport har en unik evne til at forbinde mennesker på tværs af nationaliteter, religioner, kulturer og køn, og med dette nye regnbue-design ønsker vi at samle trænere, spillere og fans på tværs af klubber. Hos hummel er vi nemlig overbeviste om, at vi kun kan gøre en forskel, hvis vi står sammen som ét samlet hold, siger Allan Vad Nielsen.   

Efter weekendens kampe vil alle opvarmningstrøjer fra de tre klubber gå på auktion, hvorefter pengene vil blive doneret til lokale initiativer, der støtter LGBTI+ samfundet.

Her vil salget af Brøndby-trøjerne gå til at støtte Dansk Pan Idræt, mens Everton vil donere pengene til deres eget EitC Youth Engagement Program med fokus på LGBTI+-rettigheder overfor folkeskoler og gymnasieelever. Hos Southampton vil pengene blive doneret til Saints Foundation med det formål at hjælpe unge LGBTI+-personer i lokalområdet.

Administrerende direktør, Ole Palmå, i Brøndby IF udtaler:

- Der skal være plads til alle – også i fodboldens verden, og vi er derfor stolte over at være en del af hummels initiativ, der går ind og direkte bidrager til Dansk Pan Idræts arbejde i Danmark. Samtidig får vi skabt et vigtigt fokus på de udfordringer med homofobi og transfobi, der stadig eksisterer i verden, og som vi kun kommer til livs, hvis vi alle står sammen.

De nye regnbue-fodboldtrøjer er lavet i et yderst begrænset antal. 25 Brøndby-trøjer bliver derfor udloddet i en lodtrækning på Booztlet.com, der er Brøndby IF’s hovedpartner, og som til kampen har givet deres plads på trøjen til et godt formål.

Auktionen af spillernes opvarmningstrøjerne vil starte 16. august og kan købes på nedenstående tre auktionssider.

Brøndby IF: https://www.odendo.dk
Everton: https://www.matchwornshirt.com/
Southampton: Southampton Foundation

Opvarmningstrøjerne vil blive benyttet i disse seks kampe:

13.08.2021: Brøndby IF – FC Nordsjælland
14.08.2021: Everton – Southampton
15.08.2021: Everton W – Brighton W
15.08.2021: Southampton W – MK Dons W
28.08.2021: Brøndby IF W – AGF W