Getty Images
Greve: Forventer en vild lydkulisse
24.08.2021 13:23
I morgen aften gælder det, når FC Red Bull Salzburg kommer på besøg i den afgørende kamp om en mulig plads i Champions League-gruppespillet.
Mathias Greve er tilbage i truppen. Han var ikke med i det første opgør i sidste uge grundet corona-isolation, og derfor glæder midtbanespilleren sig over at være tilbage og til at opleve lydkulissen på et tætpakket Brøndby Stadion.
- Først og fremmest er det sindssygt dejligt at være tilbage igen og være sammen med drengene. Det har været en lidt frustrerende tid at være ude i, når man er skiftet til en ny klub. Men jeg forventer en sindssygt fed kamp, som jeg tror, jeg kommer til at huske resten af min karriere. Vi har muligheden for at spille os i Champions League, og det er på ingen måder garanteret, at den chance kommer igen, så jeg glæder mig helt vildt, siger Greve og sætter ord på kulissen, der venter i morgen aften:
- Jeg forventer, det bliver en vildt fed oplevelse foran et fyldt Brøndby Stadion. Den lydkulisse, der kan skabes herude, er jo helt vild. Det så jeg også hjemme foran mit fjernsyn mod FC Nordsjælland til Aldrig Alene-kampen, og mon ikke den også lige får et pift til den her kamp mod FC Red Bull Salzburg, slutter midtbanespilleren med et stort smil.
Husk, der stadig er ledige pladser til opgøret, som du kan finde her.
Kampen mod FC Red Bull Salzburg fløjtes i gang kl. 21.00 i morgen aften og kan ses på TV3+.