
Getty Images
Gammelby om returen: Det bliver en helt anden kamp
19.08.2021 07:47
Tirsdag bød måske på et ærgerligt og sent nederlag til FC Red Bull Salzburg, men Champions League-aftenen i Østrig var alligevel noget ganske særligt for hele truppen. Det slog Jens Martin Gammelby fast, da spillerne i går vendte tilbage til Vestegnen.
- Det var fedt. Jeg tror, at Pavlovic og Lumb var de eneste i truppen, som havde spillet Champions League, så det var specielt for os alle sammen at stå i en Champions League-kamp. Det er trods alt den største turnering i verden. Det var en unik oplevelse. Det er helt sikkert.
Gammelby blev dagen inden kampen hevet til side af Niels Frederiksen. Årsagen var klar. Backen skulle spille opgøret på midtbanen, eftersom cheftræneren ønskede mere fysik og power i maskinrummet.
- Vi vidste udmærket godt, at FC Red Bull Salzburg ville komme med utrolig meget fysik og hurtigt spil og et voldsomt genpres og tryk. Vi vidste godt, at vi nok ikke ville have bolden ret meget, og det havde vi heller ikke. Så det var fint.
- Jeg var lidt overrasket over, at jeg skulle spille på midtbanen. Men på den anden side synes jeg, at det gav god mening at placere mig der. I Lyngby Boldklub spillede jeg udelukkende som kant, så det er ikke fremmed for mig at være længere fremme på banen end forsvarskæden, og når vi nu skulle stå så dybt, så passede det mig egentlig fint at ligge oppe i andet led. Jeg vandt også flere hovedstødsdueller, så det var en fin kamp.
En vild start
Det lykkedes os som bekendt at komme foran efter bare fire minutter, da Mikael Uhre gav os, hvad Gammelby betegner som en "vild start". En start, der lagde fundamentet for en første halvleg, hvor FC Red Bull Salzburg blot formåede at teste Mads Hermansen to gange.
- Målet var jo fantastisk, men jeg synes også generelt, at disciplinen i holdet var rigtig, rigtig god. Vi stod solidt og havde en fælles forståelse af, at selvom vi scorede tidligt, så havde vi en gameplan at følge. Jeg synes, at første halvleg var rigtig god. De skabte ikke synderligt meget, og de lavede en del tekniske fejl, som vi var med til at fremprovokere.
- Vi stod rigtigt i kæderne og pressede på den rigtige måde. Måske blev de også lidt chokerede af vores start, og så har de problemer, når folk står dybt. Vi har selv spillet den form for fodbold. Det er guf for dem, når folk prøver at spille sig ud med korte afleveringer, så vi valgte at spille med lidt længere bolde, og det virkede.
Efter pausen måtte Gammelby og vores øvrige spillere imidlertid forholde sig til et helt anderledes tempo i FC Red Bull Salzburgs spil, hvilket resulterede i mere end 20 østrigske afslutninger, inklusive udligningen bare 11 minutter inde i anden halvleg.
- Man kunne godt mærke, at de pressede på i starten af anden halvleg. Vi ville gerne have holdt dem fra fadet lidt længere, men vi må også rose dem for at komme ud som lyn og torden. Vi var egentlig forberedt på det, siger Gammelby, der fra bænken kunne se modstanderne score til 2-1, blot tre minutter efter han var blevet udskiftet.
- Det var irriterende, at de scorede i det 89. minut, fordi set over vores 90 minutter, så er der ikke noget at sætte på vores indsats. Fight og viljen spillede. At komme derfra med 2-1 lyder jo på papiret meget fint, men det var irriterende, at de scorede til sidst, så derfor stod man alligevel med en følelse af: "for helvede, 1-1 havde set endnu bedre ud".
Optimisme før returkamp
Alligevel sidder Gammelby nu tilbage med en god fornemmelse. Ifølge ham irriterede vores spillestil de østrigske favoritter, som på ingen måde skal gøre sig forhåbninger om at dominere returopgøret på samme vis.
- Vi ved, at det bliver en helt anden kamp, når vi har et fyldt stadion i ryggen. Det sidste stykke og de sidste procenter, som man kan få fra lægterne, bliver vi virkelig glade for. Jeg tror helt sikkert, at vi kan skabe et godt resultat mod dem, fortæller Gammelby og understreger, at han tror på avancement til gruppespillet i Champions League.
- Ja, der var ikke mange, der spåede os den mindste chance for bare at få 2-1 med hjem, og vi er millimeter fra at få 1-1. Godt nok er vi pressede, og vi må erkende, at det er en rigtig, rigtig dygtig modstander, men muligheden er der, og den har vi selv skabt.
Returkampen spilles på Brøndby Stadion onsdag 25. august kl. 21:00, og du kan sikre dig en plads til opgøret her.