Getty Images

08.08.2021 17:56

Det sagde vi efter kampen mod FCK

Efter nederlaget i dagens Derby var det nogle meget ærgerlige spillere samt cheftræner Niels Frederiksen, der efter kampen skulle sætte ord på resultatet.

To af spillerne var debutanterne Mathias Greve og Kevin Tshiembe.

- Det er en kæmpe ting. Det betyder rigtig meget at få debut, og så i sådan et Derby, siger Tshiembe, mens Greve følger op. 

- Det hele startede jo superfedt, med at møde alle vores fans, der var tilbage på stadion. Sindssyg opbakning fra deres side. Det var en fed måde at komme i gang på, trods resultatet, lød det blandt andet fra de to nye ansigter i truppen.

Læs hele interviewet med Greve og Tshiembe her.

Cheftræneren kunne finde ting at være tilfreds med, men utilfredsheden med momenter i kampen var der selvfølgelig også.

- Det var relativt tæt i store dele af kampen. Da den står 2-2 et stykke ind i anden halvleg, synes jeg, den er helt åben og lige, og vi begynder at få lidt momentum, men så får de det her 3-2-mål, som jeg ikke er tilfreds med, at de får. Jeg synes, vi kan gøre nogle ting bedre der, sagde cheftræner Niels Frederiksen.

Du kan se hele interviewet på Brøndby Indefra her.

Fra målscorer Tobias Børkeeiet lød det blandt andet:

- Det er lidt en sjov kamp i dag. Jeg føler, det er tæt, og vi hænger godt med. Jeg føler samtidig, at vi har nogle gode perioder, men så har FCK lidt ekstra til sidst, hvor jeg ikke helt synes, vi formår at stå imod. 

Du kan læse hele hans reaktion på kampen her.