Anis Slimane: Har arbejdet på at blive mere målfarlig

25.04.2021 19:17

I dag vandt vi 2-0 over Randers FC på mål scoret af henholdsvis Mikael Uhre og Anis Slimane. Netop indskiftede Slimane skulle kun bruge nogle få minutter på banen, før han scorede sit mål, og især jublen med de mange Brøndby-fans på lægterne efter målet var noget helt specielt for den unge midtbanespiller.

- Lige før jeg blev skiftet ind, giver trænerteamet mig de sidste dessiner, som var, at jeg skulle ind og prøve at se, om jeg kunne holde lidt i bolden og så sørge for, at vi fik de tre point i dag. At jeg så kunne bidrage med en kasse, det er jo bare dejligt. 

- Alt det hårde arbejde, jeg har lagt her i de sidste syv til otte måneder, begynder at give pote nu, synes jeg. Jeg har arbejdet med at blive lidt mere målfarlig og chanceskabende. Det har jeg arbejdet meget på at blive bedre til, og det har betalt sig de sidste par kampe. 

- I dag får Simon Hedlund en bold i dybden, og jeg ved jo, at han er sindssyg hurtig, så jeg tænker, at jeg bare skal ind i feltet. Så sætter han sin mand af derude i siden, og så spiller han den skråt tilbage til mig. Det var fantastisk at score med fans på stadion. Hele ens krop, der bare blev fyldt med glæde og så juble med vores fans, det var sgu en fest.

I næste runde møder vi igen Randers FC, dog på udebane, og der resterer fem kampe i sæsonen for de blågule, hvor vi p.t. indtager andenpladsen.

Foto: Getty Images