Ole Palmå: Uforstående og ærgerlige

15.09.2020 15:05

Tidligere i dag meldte regeringen nye omfattende restriktioner ud på afviklingen af Superliga-kampe i hovedstadsområdet, der gælder frem til 1. oktober.

Administrerende direktør Ole Palmå fortæller.

- Vi er uforstående og ærgerlige over, at regeringen i dag har valgt at pålægge os voldsomme tilskuerrestriktioner frem til 1. oktober. Superligaen udviklede i sommer en omfattende protokol for afvikling af Superliga-kampe med de måske mest restriktive protokoller i det danske samfund, hvor vi blandt andet kan smittespore alle, der har været på stadion. Disse protokoller blev testet og godkendt af myndighederne, og vi klubber i Superligaen har siden juli med stor succes afviklet kampe. Vores fans og partnere skal have en kæmpe ros for at have taget de mange nye tiltag til sig for at mindske en eventuel smitterisiko, og vores fans går i dag til fodbold på Brøndby Stadion med en stor ansvarsfølelse overfor hinanden og samfundet, og vi er utrolig kede af, at de i dag bliver straffet. 

- Vi har fra myndighedernes side løbende modtaget ros for vores arbejde og vores fans og partneres ageren, og man har kunnet iagttage uge efter uge, at de nationale smittetal ikke er blevet påvirket af afviklingen af kampe med tilskuere i 3F Superligaen. Hele vores omfattende protokol for, hvordan vi afvikler kampe, danner i dag grundlag for, hvordan mange øvrige dele af samfundet skal gebærde sig ift. at minimere en eventuel smitterisiko. Derfor er det svært at forstå, at regeringen i dag har valgt at pålægge så voldsomme restriktioner på baggrund af det øgede smittetal i Hovedstadsområdet, uden at man indgår i en dialog med Divisionsforeningen eller os, eller forholder sig til det data, der eksisterer ift. afviklingen af vores kampe. Det er vores håb og forventning, at regeringen inden 1. oktober vil indgå i en åben og konstruktiv dialog med Divisionsforeningen, så man får et bredere funderet grundlag at tage så omfattende og ødelæggende beslutninger ud fra.

Det planlagte billetsalg til vores næste hjemmekamp – mod AC Horsens 27. september kl. 16:00 – bliver ikke gennemført. Vi vender tilbage med yderlige informationer omkring afviklingen af kampen mod AC Horsens.

Foto: Getty Images