Esport nu som linjefag på Brøndby Gymnasium
14.05.2020 14:05
For de elever der starter på Brøndby Gymnasium efter sommerferien, er det nu muligt at vælge esport og helt præcist fodboldspillet FIFA som linjeidrætsfag. Det er et nyt tiltag, som Brøndby eSport og Brøndby Gymnasium i fællesskab står bag.
- Vi har haft stor succes med FIFA-linjen i sportsklasserne på Brøndbyvester skole, og derfor er den naturlige fortsættelse Brøndby Gymnasium. Også her er det med fokus på FIFA-spillet fra EA Sports. Vi har nogle af de bedste spillere i verden i Danmark, og i Brøndby eSport vil vi gerne arbejde for at give talenterne de bedste udviklingsmuligheder i samarbejde med dygtige uddannelsessteder, så der kan være fuld fokus på både sport og uddannelse, fortæller Jesper Larsen, der er Head of esport i Brøndby IF, og han tilføjer:
- Det betyder, at man nu kan have FIFA som valgfag i skolen fra 7. klasse i skolen og som linjeidrætsfag i gymnasietiden. Og fra første til sidste år går vi meget professionelt til opgaven, både hvad angår set-up og indstilling. Dertil kommer, at det er trænere fra Brøndby eSport, der står for undervisningen i FIFA.
Også hos Brøndby Gymnasium glæder man sig til at åbne for det nye FIFA-fag.
Rektor Pia Sadolin fortæller:
- Listen for sportsaktiviteter på Brøndby Gymnasium, der efterhånden er ganske omfattende, rummer fodbold, håndbold, svømning, dans, bordtennis, styrketræning og fra august altså også esport. To gange om ugen vil spillerne skulle kombinere træningen ved computeren med træning i fitnesscenteret.
- Esport og gaming er i stærk vækst, og med det nye samarbejde mellem Brøndby eSport og Brøndby Gymnasium ser vi en mulighed for at kombinere sport i den fysiske verden med gaming i det virtuelle univers, lyder det fra Pia Sadolin, der understeger, at der hurtigt kan blive rift om pladserne på FIFA-undervisningen.
- Vi håber på stor interesse blandt vores nuværende og kommende elever. Der er 8-12 eksklusive pladser til rådighed og en super dygtig træner, der står klar, så vi glæder os til at komme i gang.