
CV: Vi appellerer dommerens beslutning
07.12.2020 21:45
Aftenens kamp i Aarhus endte med et nederlag på 3-1 mod hjemmeholdet AGF. Muligheden for et resultat blev besværliggjort kort inde i anden halvleg, da Morten Frendrup fik vist sit andet gule kort og dermed måtte forlade banen.
En kendelse, Carsten V. Jensen har tænkt sig at klage over.
- Vi appellerer dommerens beslutning, fordi den øjensynligt er forkert. Vi mener, at Morten Frendrup kommer først på bolden, og at det dermed ikke er til gult kort. Vi kan også se, at dommeren i første omgang tager den rette beslutning ved at vinke afværgende, men at han så får at vide ude fra siden, at der er begået en forseelse.
- For mig var der ingen tvivl i momentet, om at der ikke skulle være gult kort, så jeg ville blive meget overrasket, hvis Morten Frendrup ikke spiller i weekenden mod SønderjyskE, fortalte fodbolddirektøren efter opgøret i Aarhus.
Foto: Getty Images