Masterclass-overblik: U17 og U13 i aktion

09.09.2019 15:10

Nederlag til de forsvarende U17-mestre
U17-holdet søgte oprejsning mod FC Nordsjælland efter nederlaget til Esbjerg fB på hjemmebane i sidste weekend. Den kom dog ikke mod et FC Nordsjælland-mandskab, der løb af sted med de tre point efter et 2-0-nederlag. Og cheftræner Anton Lyhme måtte også erkende, at lørdagens modstander er et hak bedre end de blågule lige nu.

- Det var et rigtig fint Nordsjælland-hold, vi mødte. De blev danmarksmestre sidste år, så det er toppen, og vi havde også set frem til at blive matchet med et tophold for at se, hvor langt vi var. Vi forsøgte at være lidt mere kompakte centralt og se, om vi kunne styre dem mere ud på siderne og så leve med, at der kom nogle indlæg ind i feltet. Vi ville gerne forhindre, at de kom ind i hjertet på os og blev retvendte der, og det synes jeg egentlig, vi lykkedes okay med i store dele af kampen. Men der var noget individuelt, hvor vi ikke helt kunne matche dem i alle situationer, og det gav dem desværre nogle chancer.

Selvom U17-mandskabet måtte gå fra banen med endnu et nederlag, så er der stadig positivitet og optimisme at spore i cheftræneren, der ikke er i tvivl om, at de blågule nok skal gå på pointhøst i U17-ligaen.
 
- Det var fint for os at se, hvor langt vi er, og det var den rigtige vinder - det er der slet ikke nogen tvivl om. Vi har stadig nogle skridt, der skal tages, men jeg synes, at drengene arbejdede godt med de ting, vi havde snakket om inden kampen, og jeg synes egentlig, at viljen og gejsten er i truppen til at arbejde videre, selvom vi har haft en svær start. Det tror jeg på, at vi nok skal ændre pointmæssigt.
 
Brøndby IF – FC Nordsjælland 0-2 (0-2)
0-1
0-2
 
Startopstilling:
Oscar Sejrup
 
Christian Friedrich – August Carlsson – Solomon Opoku
 
Louis Christoffersen – Marinus Larsen
 
Magnus Ravn – Filip Andersen – Hjalte Andersen – Joseph Mwamba
 
Lucas Ziegler

Bænken:
Mikkel Fredsgaard
Salieu Drammeh
Lucas Selignac Lange
Kasper Larsen
 
U13 til turnering i Holland
Cheftræner Azad Corlu og U13-mandsskabet var til stævne i Holland, hvor hold som Dortmund, Wolverhampton og Vitese også deltog. De blågule kunne gå fra turneringen med en femteplads og oprejst pande efter en fornuftig præstation.

- Det gik overraskende godt. Vi vandt fire kampe og tabte kun én enkelt til Dortmund, som jo er en meget større klub end os, så vi spillede en rigtig fornuftig turnering. Vi ender på en femteplads, selvom vi kun taber den ene kamp.

- Op til turneringen havde vi fokus på vores presspil, som, vi gerne ville have, var højt og agressivt, og vores angrebsspil, hvor vi gerne ville spille meget direkte, og spillerne lykkedes med at få de ting med ind til kampene, og det er rigtig flot. Og defensivt lukker vi kun tre mål ind i de seks kampe, så der er også ros til vores forsvar, lyder det fra cheftræner Azad Corlu.

Om lidt under to uger går det løs i ligaen for U13-holdets vedkommende, og opstarten har Azad Corlu brugt til at implementere spilsystemmet, hvor resultaterne har været i anden række, men til turneringen i Holland fortæller han, at der nu er mere fokus på præstationen.

- Den første måned i opstarten havde vi fokus på at gøre spillerne vante til 11-mandssytemmet og sørgede for at give alle spilletid, så de kunne mærke, hvordan det er at spille i det nye system. Det er gået rigtig godt, og alle fik stadig spilletid til turneringen, men vi begyndte også at fokusere mere på resultaterne og konkurrencen om startpladserne, så spillerne ved, at de skal gøre sig fortjente til at spille. De gjorde det rigtig godt til turneringen, og det lover godt til sæsonstarten i U13-ligaen.
 
Top-D (U13) Grubbenvorst
Hold Kampe Sejre Uafgjorte Nederlag Point
Vitesse 5 4 0 1 12
Borussia Dortmund 5 4 0 1 12
Brøndby IF 5 3 1 1 10
VVV-Venlo 5 1 2 2 5
Willem II 5 1 0 4 3
KV Mechelen 5 0 1 4 1

Kamp om 5. pladsen:
FC Utrecht - Brøndby IF 0-1