Larsson: Vi skal være mere ærgerrige
01.09.2019 21:00
Johan Larsson var tilbage i Brøndby-trøjen i kampen mod FC Midtjylland, der endte med et nederlag på 1-0.
Den svenske højreback blev skiftet ind i anden halvleg, og selv om han nød at være tilbage, så var det ikke en holdmæssig eller resultatmæssig tilfredsstillende oplevelse.
- Personligt var det super at få en kamp i Brøndby-trøjen igen og mærke atmosfæren og spille med gutterne, men det ødelægger det lidt, at vi ikke får mere ud af den anden halvleg, end vi gør.
FC Midtjylland får scoret på et ærgerligt selvmål af Anton Skipper og har derefter et par store tilbud, men blandt andet på et par flotte redninger af Marvin Schwäbe, forblev stillingen 1-0.
Chancerne stod ikke i kø i den modsatte ende, og det er noget af det, Johan Larsson gerne ser bliver forbedret.
- Vi har en enkelt stor chance i første halvleg til Simon Hedlund, og tilløb til nogle flere senere i kampen, men det handler om at spille chancerne større og om at være lidt mere ærgerrige, når vi kommer op på den sidste tredjedel.
- Nu kommer der en landsholdspause, og det er nok meget belejligt. Vi er tre nye spillere med i dag, og nu kan vi i de næste to uger koncentrere os om at blive spillet ind i systemet og lære alle drengene at kende.
Foto: Getty Images