Mraz: Det handler om at fortsætte

24.11.2019 09:25

Da Kamil Wilczek havde karantæne, greb Samuel Mraz muligheden og var involveret i de tre scoringer, der faldt i kampene mod henholdsvis Silkeborg IF og Esbjerg fB – de to mod Esbjerg som målscorer og som manden, der sendte Hany Mukhtar i dybden mod Silkeborg, så han kunne smide bolden ind til Simon Hedlund, der scorede.

Til kampen mod AGF i morgen er Kamil Wilczek tilbage fra karantæne, og det kan betyde, at han også er tilbage i startopstillingen på bekostning af netop Samuel Mraz. Det er dog ikke et problem for den ydmyge slovak.

- De to mål, jeg scorede mod Esbjerg fB, er allerede historie for mig. Det handler om at fortsætte med at arbejde hårdt og score flere mål. Og ja, Kamil er tilbage, men det er ikke vigtigt for mig – det er vigtigt for holdet. Jeg håber altid, at de bedste spillere er klar og kan hjælpe holdet, og hvis træneren mener, jeg er en af dem, der skal spille, så er jeg selvfølgelig klar, siger Samuel Mraz, der ser et stort forbillede i vores topscorer og anfører.

- Wilczek er en spiller, jeg lærer af hver dag på og uden for banen. Han er et stort navn og en erfaren spiller, der har gjort det rigtig godt for Brøndby IF, og for mig handler det om at bruge ham til selv at blive en bedre spiller.

- Han er utrolig professionel og arbejder altid stenhårdt. På den måde er han et godt eksempel for mig. Han er holdets topscorer og en vigtig spiller for klubben. Han er 100% fokuseret til hver kamp, og det er ikke let at holde fokus og være helt forberedt til alle kampe på den måde.

Pladserne helt i front på Brøndby-holdet har de seneste mange uger været Wilczek og Hedlund, og Samuel Mraz ved, at der er hård kamp om pladserne i angrebet. Men igen er det vigtigste ikke egen succes for Mraz. Holdets succes kommer altid først for ham.

- Jeg slås med Kamil Wilczek, Simon Hedlund og Mikael Uhre om spilletid i angrebet. Hvis jeg skal spille, så er jeg altid klar, men det er også vigtigt, at træneren spiller med det hold, som han synes, er det bedste.

- Er det med mig fra start, så er jeg klar. Vi har gjort det godt og vundet fem kampe i træk, og det vigtigste er, at vi fortsætter den stime. Uanset hvem der spiller, vil jeg gøre mig bedste for, at vi kan vinde igen.

Der er udsolgt til kampen mod AGF, og det samme er der til Derby på udebane på søndag i næste uge, men der er stadig chance for at se Brøndby IF denne sæson. Der er nemlig billetter til hjemmekampene mod henholdsvis FC Midtjylland og Hobro IK, der også er de sidste kampe inden vinterpausen.

Du kan købe billetter til de to kampe her:

FC Midtjylland: https://bit.ly/2O20DcB

Hobro IK: https://bit.ly/2QAEofy

Foto: Getty Images