Ny teknologi skal holde karantæneramte fra stadion
13.06.2019 09:45
Som den første virksomhed i Danmark investerer Brøndby IF i et videoovervågningssystem, der benytter sig af ansigtsgenkendelsesteknologi. Det installeres på Brøndby Stadion. Dette sker for at sikre, at karantænedømte personer ikke får adgang til kampe på Brøndby Stadion. Samtidig vil de nye kameraer hurtigere kunne assistere personalet på stadion til at mindske kødannelser ved at fordele ressourcerne bedre ud til de indgange og boder, der oplever spidsbelastning.
Administrerende direktør Jesper Jørgensen fortæller om det nye system:
- Som den første virksomhed i Danmark har vi fået tilladelse af myndighederne til at benytte os af ansigtsgenkendelsesteknologi i en række nye kameraer, vi har fået installeret på Brøndby Stadion. Systemet vil markant øge vores effektivitet til at identificere karantæneramte personer ved vores indgange, og dermed kan vi bedre sikre, at karantæneramte ikke kommer ind til vores kampe. Historisk har vi været afhængig af, at vores vagter kunne genkende de personer, der er på vores karantæneliste, og selvom vores vagter er dygtige, så er det ikke en nem opgave at kunne huske og udpege karantænedømte personer, når man som os har i gennemsnit ca.14.000 personer per kamp, der skal igennem indgangene på relativ kort tid.
- Fremadrettet vil vores nye system automatisk scanne og meddele vores kontrollører, hvis et kamera identificerer en person, der er registreret på vores karantæneliste. Vi håber, at vi med tiden også kan tilknytte systemet til det nationale fodboldregister, så personer i det register ligeledes kan identificeres via det nye elektroniske system. Det er en væsentlig investering, vi foretager, men sikkerheden på stadion er noget, vi prioriterer meget højt, og karantæneramte personer skal ikke have adgang til danske stadions.
Generelt har udviklingen omkring sikkerheden i den danske Superliga været meget positiv de sidste ti år, og antallet af anholdelser i forbindelse med kampe i Superligaen er på det laveste niveau i mange år, hvis man ser på gennemsnittet i hele Superligaen.
Men der er stadig plads til forbedringer, og i Brøndby IF ønsker man et øget samarbejde mellem klubber og myndigheder, påpeger Jesper Jørgensen.
- Vi ønsker at øge samarbejdet med politiet, og stiller alle vores ressourcer til rådighed, så vi kan mindske risikoen for ballade. Det gælder både på og uden for stadion. Vi kan se, at de løbende investeringer, vi har foretaget i sikkerheden på stadion, betaler sig, og vi oplever i dag kun få episoder på stadion, men for os er én sag, én sag for meget. Derfor skal ballademagerne straffes hårdt, når de træder ved siden af.
Især den lange sagsbehandlingstid, når ballademagere skal registreres i det nationale fodboldregister, er noget, man i Brøndby IF ønsker reduceret.
- En af de udfordringer, vi p.t. har, er sagsbehandlingstiden fra episoder sker, til de pågældende ballademagere bliver registreret i det nationale fodboldregister. Vi vil rigtig gerne, at sager færdigbehandles noget hurtigere end i dag, hvor det kan tage mange måneder, fra episoden er sket, til de pågældende registreres i det nationale register. Hvis man først er blevet pågrebet og dømt, så skal der ikke gå flere måneder, før man bliver officielt registreret og forment adgang til danske stadions. Her håber vi, at myndighederne kan forbedre denne proces, så de, der laver ballade, tidligere forbydes adgang til stadions.
Hos Brøndby IF’s officielle fanklub byder man tiltaget velkomment, fortæller formand Sarah Agerklint.
- Vi bakker op om tiltag, der hjælper klubben med at identificere og holde de få personer, der har modtaget en karantæne, ude af stadion. Vi har heldigvis utroligt få episoder i løbet af en sæson, og vi vil godt understrege, at det er sikkert, at gå til fodbold. Tiltag som disse betyder også, at man bevæger sig længere væk fra awaykort-løsninger og registreringer af de mange, for at finde de få, og det er naturligvis noget, vi bakker op om.
Det nye system er installeret i samarbejde med Panasonic og vil første gang blive taget i brug til kampen mod Silkeborg IF på Brøndby Stadion i den første spillerunde i den forestående sæson i Superligaen.
FAKTA OM DEN NYE ANSIGTSKENDELSESTEKNOLOGI
- - Ansigtskendelsesteknologien på Brøndby Stadion vil kun scanne og søge efter personer, der er registreret på Brøndby IF’s karantæneliste - altså personer der er forment adgang til stadion.
- - Karantænelisten lagres på en intern Brøndby IF-server, der hverken er koblet til internettet eller noget andet system. Før en kamp registreres nye karantæneramte personer, ligesom personer der har udstået karantæne fjernes.
- - Kun Brøndby IF-autoriseret personale har adgang til denne Brøndby IF-server.
- - Hvis man ikke er på karantænelisten, vil systemet ikke genkende eller registrere personen.
- - Personoplysninger, der behandles som led i ansigtsgenkendelsessystemet, der ikke resulterer i et match med oplysninger fra Brøndby IF’s interne karantæneliste, lagres ikke.
- - Personoplysninger, der behandles som led i ansigtsgenkendelsessystemet, der resulterer i et match med oplysninger fra Brøndby IF’s interne karantæneliste, slettes umiddelbart efter kampen.
- - Den almindelige videoovervågning fra alle kameraer på Brøndby Stadion gemmes i op til 30 dage.