Mads Hermansen – målmand ved et tilfælde

Han spiller på ungdomslandsholdet. Han er lige rykket op i Superliga-truppen i Brøndby IF. Han er fuldtidsprofessionel. Og det hele er måske i virkeligheden et tilfælde for Mads Hermansen, der startede sin fodboldkarriere væsentligt tættere på modstandernes målmand.

- Jeg kom ind på mål, da jeg var 10 år. Jeg fik noget betændelse i akillessenen og røg derfor på kassen, hvor jeg har været lige siden. Jeg var angriber, kant og så videre. Jeg havde et rigtig godt spark og scorede ret mange mål, men det var i de unge årgange, så det var ikke rigtig noget, der blev talt sammen. Jeg fandt ud af, det var sjovt at kaste sig rundt. Jeg holdt fast i det, og det er lidt sjovt, for min far var lidt imod det. Han syntes hellere, jeg skulle spille i angrebet, men jeg ville det så gerne, og så var det egentlig det.

Den nu 18-årige fynbo, der er vokset op i hver sin ende af Odense på grund af sine forældres skilsmisse, da Mads var tre år, spillede fodbold i Næsby. Det handlede primært om at have det sjovt sammen med vennerne, og at fodbold skulle blive en levevej var ikke målet. Det var måske drømmen, men målet var det ikke – endnu. Det ændrede sig med årene, men det var først, da DBU bankede på døren og indkaldte ham til U16-landsholdet, at det begyndte at gå op ham, at han måske kunne lidt mere end så mange andre i målmandsrollen.

- Det var ikke noget, jeg tænkte så meget over dengang. Selvfølgelig drømte jeg om at blive professionel fodboldspiller, men jeg sammenlignede aldrig mig selv med andre. Jeg har aldrig haft det store målmandsforbillede – jeg har altid været fan af Wayne Rooney. Han har altid været mit idol. Jeg har aldrig tænkt, at jeg som målmand skulle være lige så god som ham eller ham eller spille som ham eller ham.

- Jeg kan huske, jeg var en af de få, der kom fra de mindre klubber – jeg spillede stadig i Næsby dengang – og resten af spillerne var fra alle de store danske klubber, og jeg følte lidt, at jeg måske bare var med, fordi der ikke lige var andre. Men så begyndte jeg at høre lidt omkring Brøndby IF, og der var interesse fra den kant, og så begyndte jeg at tænkte, at jeg måske godt kunne blive fodboldspiller. Det var ikke liv eller død for mig. Det var ikke sådan, at min verden brød sammen, fordi vi tabte. Jeg spillede, fordi jeg elskede at spille fodbold. Jeg gik lige så meget op i det i frikvarterene som til træning, så det var egentlig bare altid sjovt for mig. Det var omkring prøvetræningerne og testkampene i Brøndby IF, hvor jeg begyndte at tænke, at nu skal jeg fandeme vise dem, at jeg er pissegod – og så begyndte jeg at få den der følelse fremadrettet; jeg skal bare levere til hver træning og i kamp.

Det startede derefter med nogle prøvetræninger i Brøndby IF, og det udviklede sig til et fast forløb, hvor han efterhånden trænede med fast et par gange om måneden, inden han som andetårs U17-spiller skiftede permanent. Og det viste sig at være et overraskende let skifte for den nu 16-årige Mads, der flyttede ind på Brøndby Idrætsefterskole. Det, der var forventet at blive en hård omgang, blev i stedet for det modsatte.

- Jeg har altid været lidt tryghedsnarkoman og har haft det svært ved at træde væk fra de trygge rammer. Jeg startede på Brøndby Idrætsefterskole, og der var alle nye, og det, tror jeg, hjalp mig rigtig meget; at jeg ikke var den eneste, der skulle finde mig til rette i området, og ingen dér kendte hinanden, så det var ikke så svært, som jeg havde forventet.

Modsat sin opvækst havde Mads Hermansen nu kun en enkelt adresse. Ikke at det gjorde den store forskel, for at bo hos både sin mor og far var langt fra et problem. Unge Mads trivedes både i skolen og til fodbold dengang, han bare var en dreng som så mange andre.

- Dengang boede jeg på skift hos min mor og far. Skolen og fodbolden lå tæt på min mor, så der var jeg meget om dagen og så om aftenen hos min far. Men det har aldrig været et problem, for alle mine fire forældre – min mor og far og stedmor og stedfar – har altid været fulde af opbakning omkring fodbold, hvis det var det, jeg ville, og de har også lagt meget vægt på, at jeg skulle passe min skole. Mine forældre sagde altid, at hvis jeg ikke lavede min lektier eller ikke fik gjort det og det, så kunne jeg heller ikke komme til træning. Det, syntes jeg ikke, var så fedt, men det betaler sig nok på sigt.

- Men jeg har faktisk altid været god i skolen. Jeg kunne godt lide at gå i skole. Det var selvfølgelig mest for mine bedste venner, som jeg gik i klasse med. Men fagligt var det ikke altid lige spændende, men jeg har aldrig tænkt ’åh nej, nu skal jeg i skole,’ fordi det var et helvede. Jeg har altid godt kunnet lide at være i skole, men har også altid været god fagligt, så det har heller aldrig været fordi, jeg skulle slås med nogle fag. Jeg har altid relativt nemt kunne nå at lave det, vi skulle nå i timerne, så jeg kunne have det sjovt med mine venner, når vi havde fri eller pause.

Den store opbakning hjemmefra og fra vennerne betød meget. Muligheden for at være sammen med vennerne var vigtig – også da fodbolden pludselig gik hen og viste sig at blive mere seriøs end for de fleste af vennerne. Med en landsholdsplads og et klubskifte til den københavnske vestegn blev det hele mere seriøst, og det var her, at Mads for alvor dedikerede sig til fodbolden og gik efter drømmen.

- Jeg har aldrig rigtig sagt til mig selv, at nu må jeg ikke drikke sodavand, og nu må jeg ikke spise det og det. Og det var meget sent i min vennekreds, at der kom alkohol og smøger ind i billedet, for vi spillede alle sammen fodbold. Men da jeg begyndte at træne med i Brøndby IF, var der masser forståelse for, at jeg måtte tage nogle fravalg, for det var lige omkring den periode, at andre opdagede, at de måske ikke kom gennem måleøjet og så begyndte med fester osv. De havde heldigvis masser af forståelse for mine og nogle af de andres valg, for de ville jo jo gerne være i vores position, så de kunne godt se, vi gjorde det rigtige. Derfor var der opbakning fra den kant, og det synes jeg sgu er rart.

- Min far har aldrig været den store pacer, men han har hjulpet mig med at huske at få spist og drukket. Han har altid sagt, at hvis det var fodbolden jeg ville, så skulle jeg gå efter det 100%, men han har også altid villet det, jeg ville. Han har aldrig tvunget mig til noget som helst, og det har jeg altid syntes var rart – at kunne kigge ud på sidelinjen, selv hvis jeg spillede af helvedes til, så var han der. Det har selvfølgelig ændret sig lidt de sidste par år, fordi jeg vil hele tiden gerne præstere mit bedste, men jeg vil også gerne imponere ham. Det er ikke sådan, at jeg vil bevise noget eller leve op til noget over for min far, men han er den eneste, der kan gøre, at jeg bliver nervøs. Der er tit mange ude og se kampe, når vi spiller. Der er landstrænere og så videre, som man kan se sidder og kigger, men det er noget bare noget andet med min far.

Efter skiftet til Brøndby IF er Mads Hermansens udvikling kun gået én vej – noget han blandet andet tilskriver, at han følte sig tryg i klubben fra første dag og første prøvetræning. Det tilskriver han meget de mennesker, der er i klubben og omkring holdene. Skiftet har vist sig at være det helt rigtige for den unge målmand, for der gik ikke længe, inden han pludselig så sig selv stå side om side med spillerne i Superliga-truppen.

- Som ungdomsspiller var jeg med på to træningslejre til Dubai og en i Østrig, og det var lidt vildt. Jeg følte mig ikke rigtig som en del af truppen, og det var jeg selvfølgelig heller ikke som U17- og U19-spiller, men pludselig skulle jeg omgås de spillere, jeg ser på stadion, i 10-11 dage. Det var en stor omvæltning, men også vildt fedt når man havde været der et par dage og vænnet sig til det miljø, der er omkring holdet og den måde, man træner på. Jeg synes, det var vildt bekræftende for mig. Det gjorde meget for mig at få ros af trænerne og spillerne på de træningslejre. Det viser, at man går i den rigtige retning. Jeg er selv meget opmærksom på, hvordan jeg fremstår som person, når jeg kommer ind i en ny omgangskreds. Jeg er ikke typen, der råber og skriger, så alle ved, jeg er der. Jeg vil bare gerne lade mine præstationer tale og få respekt den vej.

- Da jeg fik min kontrakt og beskeden om, at jeg skulle i Superliga-truppen, var det vildt at sidde og tænke på, at jeg er nået så langt, men samtidig har jeg også nogle store målsætninger og ambitioner for mig selv, så det er stadigvæk kun et lille skridt på vejen. Jeg er nået langt men alligevel ikke nået nogen vegne endnu i forhold til det, jeg gerne vil nå. Det er de færreste, der når med i Superliga-truppen, og jeg er også utrolig taknemmelig for, at jeg har nået det og er glad og stolt over det. Nu forventer jeg at få lidt hår på brystet af at være seniorspiller, og det er også det, jeg skal bruge den første tid på – at leve og opføre mig som et voksent menneske. På U19 er man nok lidt mere teenager-sjov og hygger mere, men nu er det noget man lever af og ikke bare en hobby ved siden af.  Det er det, der er forskel på, om man gør det for sjov, eller fordi det er det, man faktisk vil leve af.

Og leve af det skal Mads Hermansen i de kommende år. Men hvis man tror, det bliver en hvilepude, så tager man fejl af målmandstalentet. 

- Mit første mål – eller mit næste delmål, er at komme i kamptruppen. Jeg er 100% klar til at tage den kamp op. Jeg ved, hvor jeg står, og hvad mit niveau er. Nu er Marvin her, og han gør det sindssygt godt, så det er klart, at han er førstevalg, og det vil tage mig lidt tid at arbejde mig op. Nu er Tørnes kommet til truppen, men jeg hvad, jeg skal arbejde på for at nå kamptruppen.

- Der er mange trin i min udvikling. Jeg kan se de skridt foran mig, og jeg tror på, jeg kan tage dem et af gange. Det har jeg gjort på U17 og U19 i Masterclass, og nu skal jeg gøre det i Superliga-truppen. Nu er der bare ikke to år, man skal gøre det indenfor, det er er resten af ens tid som fodboldspiller. Og jeg ved, hvilke kompetencer jeg har, og hvad mine udviklingsområder er, så jeg føler mig godt rustet til at tage de næste skridt i den rigtige retning. Men ja, det er vildt at tænke på, at nu er der ferie og bagefter er man professionel fodboldspiller.