Jesper ’Jobbe’ Lindstrøm – Når man bløder gult og blåt

Det er sen aften på Vestegnen. Der er mørkt på hans værelse. Kun ovre i hjørnet står der en lille natlampe tændt. Det eneste, du kan høre, er et tungt åndedræt. Eller: så tungt det nu kan være, når en seksårig sover. Døren til værelset går stille op. Ind lister to drenge med en Brøndby-trøje i hænderne. Den bliver lagt oven på den lille drengs dyne, mens de hviskende synger et par Brøndby-sange fra Faxe-tribunen.

Gennem et par år gentager seancen sig rundt regnet hver anden weekend.

- Hele min familie er Brøndby-fans, og mine brødre ville gerne dele deres passion for klubben med mig. Det, må man sige, er lykkedes for dem, for jeg er Brøndby-fan, og det vil aldrig ændre sig. Heller ikke selv om jeg skulle komme til at spille for en anden klub i Danmark. Det betyder ikke, at jeg ikke vil gøre mit bedste for dem, men Brøndby IF har været en del af hele mit liv, og det kan man jo ikke bare ændre.

- Når det så er sagt, så er mit mål selvfølgelig at bide mig fast i Superliga-truppen her i klubben. Jeg spiller og træner for at blive udtaget til hver kamp. Mit næste mål er at få debut i Superligaen og derefter at spille regelmæssigt og så at spille fast. Jeg knokler for det, og det er den drøm, drømmen om at spille for Brøndby IF, der har holdt mig kørende altid. Også når det har været svært.

Og svært har det været for Jesper Lindstrøm, der altid har gået under kælenavnet ’Jobbe’ – et kælenavn, der har hængt ved, siden en børnetræner i B70 i Taastrup kaldte ham det.

Han var dygtig, men lille. Altid den mindste på banen, men teknikken kunne ingen tage fra ham. Overblikket og forståelsen for spillet var tydeligt allerede dengang. Det var også derfor, at han som U13-spiller kom til Brøndby IF. Alle kunne se talentet, men alle kunne også se den manglende fysik. Det gav nogle personlige nederlag gennem ungdomstiden, hvor der nogle gange skulle graves dybt for at tage til træning. Men ’Jobbe’ tog til træning. Hver gang. Og han spillede hver gang. Måske ikke med førsteholdet, men så med andetholdet. Og hver gang kunne man se, er der var talent i ham.

- Det har ikke altid været let at være den mindste, men heldigvis var klubben rigtig god til at tale med mig og sige til mig, at jeg skulle være tålmodig. Det var de med mig. Det hjalp mig meget, for det er ikke altid lige fedt at blive valgt fra til de sjove kampe og dem i den bedste række. Men jeg ville ikke lade det slå mig ud. Jeg ville nå mit mål.

- På U17 var det også svært som førsteårs, men så begyndte jeg at vokse som andetårs, og det kom til at gøre en forskel for mig. Det blev til flere og flere succesoplevelser, og så får man endnu mere mod på at knokle hårdt for at gøre det godt på U19, hvor jeg så løbende fik lov til at være med oppe og træne med Superliga-truppen og komme med på nogle træningslejre.

Den helt store belønning kom i pokalkampen mod BK Marienlyst på Nature Energy Park i efteråret 2018. Her fik han debut for klubbens bedste hold, da han blev skiftet ind til de sidste 10 minutter. Det blev et øjeblik, som kaldte på de helt store følelser for den 18-årige vestegnsdreng.

Da spilleren i den sorte udebanetrøje med nummer 35 på ryggen trådte ind over sidelinjen til sin officielle debut for klubbens bedste hold, blev der knebet et par tårer på tribunen på Nature Energy Park i Odense, hvor familien var på plads.

For ’Jobbe’ selv er minutterne op til indskiftningen og spilletiden en blanding af et sløret og samtidig lysende klart minde.

- Vi er foran 3-0 og scorer til 4-0. ’Fedt,’ tænker jeg, for så er der stor chance for, at Andreas Pyndt (U19) og jeg kan nå at komme ind. Jeg bliver bedt om at gå ned og varme op, og så begynder det hele at krible og krable i kroppen på mig. Jeg får at vide, at jeg skal gøre sådan og sådan, når jeg kommer ind, og på standarder skal jeg stå her, her og her – og så står jeg bare og venter på, at fjerdedommeren tager tavlen op med mit nummer på. Fansene står og synger ens sang – det er helt vanvittigt. Det kan ikke beskrives.

- Jeg havde det sådan, at fordi det var første gang, så kørte alt i kroppen på mig. Det var, som om at tempoet var helt vanvittigt, fordi det hele kørte på mig. Ørene hoppede, øjnene fór rundt – adrenalinen pumpede. Bolden var over det hele, så jeg nåede ikke rigtig at vænne mig til kampen i de 10 minutter, jeg var på banen. Men selve oplevelsen var vanvittig i sig selv. Det er jo bare en fodboldkamp, hvis man kan sige det sådan, men når man har stået på tribunen i så mange år, og så får lov til at komme ind … Det er noget helt specielt.

- Men det var min debut. Jeg er en vestegnsdreng, og derfor betød det rigtig meget for mig. Men jeg har været med i flere træningskampe, og det hele er mere roligt nu. Der er også flere, der kender mig nu på grund af de kampe, og fordi jeg har været så længe i klubben. Der er stadig lidt sommerfugle i maven, men det har givet mig noget ro at få den debut og være med i nogle træningskampe.

Vestegnsdreng. Det er en beskrivelse, der passer perfekt på ’Jobbe’. Men måske er Brøndby-dreng alligevel mere rigtigt. Født og opvokset i Taastrup og Brøndby Strand og hans mor og stedfar er frivillige i Brøndby IF. Det har de været, så længe, han kan huske det. På Vestegnen er man der for hinanden, og for hans familie betød det, at kunne man hjælpe i fodboldklubben, hjalp man i fodboldklubben. Så det gjorde de.

- Jeg tror bare, det er naturligt for vores familie. Klubben kunne godt bruge noget hjælp til forskellige ting, og nu er min mor og stedfar en stor del af holdet omkring Brøndby Cup, som klubben afholder hver sommer. De vil hellere ud og hjælpe der og røre sig, end de vil ligge og dovne den i deres ferie, så det er fra kl. 6:00 om morgenen til kl. 23:00, hvor de går hjem med bevidstheden om, at de har støttet klubben, og at den har haft brug for hjælpen. Min storebror er også frivillig i klubben. Han er assistenttræner på U17-2, og så har han været med Masterclass på træningslejr med U13, U14 og U15.

I det hele taget er familien noget, der betyder rigtig meget for den unge spiller, der har ofret rigtig meget for fodbolden og for at nå sine mål. Men det er mål, som familien gør, hvad de kan for at hjælpe ham med – også hvis det koster i privaten. Og der har været nogle afsavn allerede.

- Det har altid været min drøm at blive fodboldspiller, så jeg har ofret alt for fodbolden. Når valget har stået mellem fodbold og noget andet, har jeg valgt fodbolden hver gang. Jeg er onkel til fire børn, og to af barnedåbene har jeg ikke været til, fordi jeg skulle spille kamp, træne med Superliga-holdet eller noget andet med min fodbold. Og det er nogle familieting, der har været rigtig hårde at gå glip af, og nu skal jeg snart til min bros bryllup, og jeg håber for alt, at jeg kan komme med til det, men fodbolden er så vigtig for mig, at hvis … Ja …

- Men min bror og min familie ved også godt, hvor meget jeg sætter ind på min drøm. Det er det samme med mine venner. Dem ser jeg ikke så meget, som jeg ellers ville gøre, fordi det er fest her og fest der, og de ved godt, at det er sporten, jeg vægter allerhøjest. Så hvis der er noget, jeg siger nej til, så ved de godt hvorfor. Måske betyder det ikke det store på venneplan, for de har altid vidst, at da vi blev venner, var jeg sådan. Og jeg har så mange relationer på mit fodboldhold, at de også giver det, som jeg ikke får uden for banen. Jeg har for eksempel ikke savnet at gå på druk med drengene – jeg er sammen med dem, når jeg har pause fra fodbold, og nytårsaften kan jeg så måske drikke en øl eller to mere sammen med dem og hygge mig der, men når sæsonen starter, så ved de godt, at når de skal i byen fredag, er det ikke mig, de skal ringe til.

Han har tacklet det meste af sit fodboldliv som professionel. Efter sommerferien er det bare ikke længere som ungdomsspiller, men med fodbold som et job. Det betyder selvfølgelig nogle store forandringer og så alligevel ikke.

- Det er stadig med en dag fokuseret på fodbold, fra jeg står op om morgenen med træning, men efter træning kommer jeg til at have lidt mere fritid. Det er selvfølgelig tid, hvor man alligevel skal tænke over, hvad man laver, så man kan optimere sin træning og præstationer, men alligevel mere fritid. Det kommer til at give mig ro, men også en lille frygt for, at jeg ikke kommer til at lave andet, end at spille fodbold. Jeg tror, det er vigtigt for mig at have noget andet ved siden af – læse et sprogfag eller noget andet, der kan være med til at give noget andet at tænke på. Jeg vil gerne have noget andet end fodbold, som jeg kan koble af fra fodbolden med.

Den 19. juni møder ’Jobbe’ ind til sit nye liv som fuldtidsprofessionel fodboldspiller, men der er noget andet, han lige skal have klaret samtidig. I de kommende uger bliver Jesper Lindstrøm student, og der er stadig et par eksamener tilbage.

- Den sidste eksamen ligger samtidig med træningslejren i Polen, og det er også der, studenterkørslen er. Der skal jeg tale med Niels Frederiksen om, hvad der er den bedste løsning for klubben og for mig. Jeg vil jo helt vildt gerne med på træningslejr, men omvendt betyder det også meget at få gjort min studentereksamen færdig.

Hvad den løsning bliver, finder vi ud af den 25. juni, når trupper er samlet i lufthavnen på vej mod Polen …

Foto: Getty Images