Opstart i Brøndby Masterclass – U14 skal tage næste skridt
26.07.2019 10:05
Sommerferien er slut for spillerne i Brøndby Masterclass, og i de kommende dage kigger vi sammen med trænerne frem mod den kommende sæson, og den årgang de hver i sær nu skal arbejde med.
I går fortalte U13-cheftræner Azad Corlu, hvordan en ny årgang træder ind i Brøndby Masterclass. I dag er det Morten Corlin, der står i spidsen for U14, der sætter et par ord på den kommende sæson.
- Jeg får en dygtig trup overleveret fra deres tid som U13, hvor de har haft stor spillemæssig fremgang og resultatmæssig succes. Nu skal de så tage næste skridt i deres udvikling og få vores måde at spille på i Brøndby IF endnu mere ind under huden.
- 06-årgangen, som er den, der kommer op til U14, er også personlighedsmæssigt en stærk gruppe, og det bliver spændende at se dem udvikle sig endnu mere som et hold og klare de udfordringer, som de vil komme til at møde i denne sæson, siger Morten Corlin.
Cheftræneren påpeger også, at U14 ofte er tiden, hvor puberteten sætter ind, og at det giver muligheder for at posen i truppens interne hierarki bliver rystet lidt.
- Det er en tid, hvor drengene udvikler sig i meget forskellige stadier, og det bliver en øjenåbner for flere spillere hvert år. De rammer vækstspurter og pubertet på forskellige tidspunkter, og derfor kan spillere, der havde det lidt svært sidste år pludselig stå i en situation, hvor de bliver en bærende kræft på holdet. Det omvendte scenarie er selvfølgelig også en mulighed, men uanset hvordan de udvikler sig, er det også vigtigt for mig og klubben at se, hvordan de håndterer den situation.
- Spillemæssigt ser det rigtigt spændende ud for denne årgang, og jeg glæder mig meget til at komme rigtig i gang med at arbejde med dem til hverdag og at se dem udfolde sig i kamp, hvor de skal bygge på det, de har lært og taget med sig fra sidste sæson, lyder det fra Morten Corlin.