Ny kontrakt til Peter Bjur

13.12.2019 09:30

Efter et halvt år som fuldtidsprofessionel fodboldspiller, har Peter Bjur, der i sommer rykkede op i Superliga-truppen fra Brøndby Masterclass, overbevist cheftræner Niels Frederiksen og fodbolddirektør Carsten V. Jensen om, at han var en spiller for fremtiden, som skulle tilbydes en ny og længere kontrakt.

- At forlænge aftalen med Peter Bjur ligger naturligt i forlængelse af det spor, der er lagt ud for fremtiden. Vi skal sikre, at vores spillere får en god uddannelse i Masterclass, at der er en vej til Superliga-truppen og ikke mindst til spilletid i Superligaen.

-Spilletid kommer selvfølgeligt ikke gratis, og der skal fortsat arbejdes hårdt fra Peters side for at tage de sidste skridt. Men med forlængelsen har vi tiden for os, og sammen med stærk support fra vores træner stab er jeg sikker på, at Peter går hele vejen, siger Carsten V. Jensen.    

Peter Bjur har nydt at være en del af Superliga-truppen, den daglige træning og den udvikling, der er sket personligt det sidste halve år, hvor han har levet af at spille fodbold, og derfor er han også glad for sin nye aftale med Brøndby IF.

- Jeg har forlænget min aftale med klubben med tre og et halvt år, så frem til sommeren 2023. En af grundende, til at forlænge, er, at jeg gerne selv vil blive her. Mit forløb herude har alt i alt været positivt og gjort noget godt for mig både på og udenfor banen. Så da det blev en mulighed for at mig forlænge, så vidste jeg, at det var det rigtige.

- Det er en superfed udfordring, og jeg har jo kendt klubben, siden jeg var helt lille. Jeg har været en milliard gange på stadion som fan selv, så det er selvfølgelig ekstra sjovt at være her som spiller. Hele atmosfæren omkring klubben, fansene som er helt unikke, og så er det en super god gruppe spillere vi har, som jeg passer godt ind i, fortæller midtbanetalentet, der nu skal i gang med at arbejde hårdt på at få mere spilletid, end efteråret har budt på.

- Jeg har fået lagt en plan, så jeg kan få spillet nogle flere minutter, end jeg har gjort her i efteråret, og der er selvfølgelig nogle udviklingspunkter og ting, jeg skal gøre bedre og arbejde med. Horisonten på aftalen gør, at der er noget tid at arbejde med. Så det er dejligt, at der er styr på det, lyder det fra Peter Bjur.