Uffe Bech: Det er gået stærkt
14.09.2018 14:20
Det er gået stærkt fra, at Uffe Bech er kommet til klubben, til debuten blev en realitet i sidste rundes kamp mod FC Midtjylland – en debut han er stolt af. Landsholdspausen er blevet brugt flittigt for Brøndby IF's nye offensivspiller, hvor han udover at have fået trænet meget også har fået flyttet de sidste småting fra Tyskland hjem til Danmark.
- Der er selvfølgelig nogle ting uden for banen, jeg har fået styr på, da jeg har været en tur i Hannover for at flytte mine ting. Det er også med til at give noget ro, så jeg kan lægge mit fokus og mine kræfter 100% i Brøndby, fortæller Bech, der har arbejdet meget med den krævende spillestil hen over landsholdspausen.
- Vi har i pausen trænet en masse detaljer, sådan at os nye spillere hurtigt kan forstå at implementere vores presspil – noget som vægtes meget højt her i klubben. For mig var det optimalt, at landsholdspausen lå, som den gjorde, hvor jeg har fået de forskellige mekanismer ind under huden. Så jeg har helt bestemt haft gavn af den pause, som har givet noget arbejdsro.
- I forhold til det system vi spiller, så er det en ny form for fodbold, men det er en spillestil, som passer mig rigtig godt. Jeg er en aggressiv spiller, der løber meget, så denne form for offensivt-tænkende fodbold matcher i høj grad min spillestil. Vi forsøger at tage initiativet selv, og sådan en form for fodbold er jeg stor tilhænger af – selvom det koster kræfter, lyder det med et smil fra den nye 9’er.
- Min form er god, og ligesom de andre i truppen har jeg kørt en tysk opstart med masser af løb, og hvad der ellers hører med. Så på front føler jeg klart, at jeg er godt med. Jeg nåede også at spille fem gange 90 minutter, før jeg kom hertil. Alt i alt føler jeg mig fit og godt med, så det er bare med at klø på.
- Til min debut mod FC Midtjylland gik tingene rigtig hurtigt - jeg trænede med holdet dagen inden kampen, og så fik jeg allerede debut dagen efter. Det var selvfølgelig fedt at komme i kamp så hurtigt, og selve modtagelsen var helt fantastisk – intet mindre. Oplevelsen da jeg kom på banen, vil jeg sent glemme, og jeg glæder mig allerede til at løbe ind på stadion igen.
På søndag spiller vi mod SønderjyskE, en modstander som Uffe Bech tidligere har stået overfor i sin tid i FC Nordsjælland.
- Mit klare indtryk er, at SønderjyskE ikke har ændret sig meget, siden jeg spillede mod dem sidst. De spiller ofte lidt mindre boldbesiddende og vil gerne spille direkte. Det er et hold med stor fysisk styrke, hvor de vil forsøge deres chance med dødbolde. Der er ingen tvivl om, at de er dygtige til, hvad de gør - det så man også i deres kamp i Telia Parken, hvor de gjorde en god figur.
- Vi er naturligvis beviste om, hvilke kvaliteter de kommer med. Det bliver op til os at få spillet over på vores præmisser, hvor vi går målrettet efter de tre point. Vi har fokus på vores egen præstation og at få vores ting til at fungere, og kan vi lykkes med det, så bliver vi meget svære at slå på søndag.
Vil du være med til at støtte Uffe Bech og resten af Brøndby IF-holdet, kan du finde billetter til opgøret lige her.
Foto: Getty Images