
Storsejr i Reserveligaen
17.09.2018 17:25
Det var en kamp mellem to på papiret stærke mandskaber, da OB kom på besøg i Reserveligaen.
Brøndby IF var i god kontrol kampen igennem og kunne allerede tidligt sikre sig en komfortabel føring. Først var det Uffe Bech, der fik bolden over stregen. Umiddelbart efter gjorde Mikael Uhre det til 2-0, efter han fornemt driblede forbi OB's keeper. Uffe Bech gjorde det yderligere til 3-0, efter han modtog returbolden på et brændt straffespark.
I anden halvleg scorede Uhre yderligere to mål og sikrede sig derved sit hattrick. Lige før dommerens slutfløjt lød, fik Brøndby IF tilkendt et frispark i en gunstig position uden for feltet. Josip Radosevic klappede den på fornem vis op i venstre hjørne, hvorefter dommeren fløjtede kampen af.
Martin Retov stod i spidsen for reserveholdet og udtaler:
- Vi formår at levere en fin indsats mod et stærkt OB-hold, der, ligesom os selv, havde flere A-spillere med i startopstillingen. Jeg er tilfreds med, vi får vist, at vi har nogle dygtige fodboldspillere, som viser stort hjerte og masser af fight i dag. Det var rart, at vi får scoret en masse mål, hvor også Mikael Uhre får tanket noget selvtillid med et hattrick. Vores angribere får scoret, og det er altid noget, man kan bruge, lyder det fra Retov.
- Vi får også nogle unge Masterclass-talenter på banen, som får vist spændende takter. OB bliver naturligvis lidt trætte i løbet af kampen, hvor de fleste af talenterne kommer ind, men de indgår fint i relationerne til Superliga-spillerne, hvilket er positivt at se. Vi har store forventninger til dem, og det er godt at se, de ikke sparer på hverken kræfter eller vilje. Alt i alt var dagens kamp en rigtig god test, lyder det afslutningsvis fra Retov.
Brøndby IF - OB 6-0 (3-0)
1-0 Uffe Bech (6. min.)
2-0 Mikael Uhre (9. min.)
3-0 Uffe Bech (30.min.)
4-0 Mikael Uhre (64. min.)
5-0 Mikael Uhre (77. min.)
6-0 Josip Radosevic (90. min.)
Startopstillingen:
Uffe Bech - Mikael Uhre
Besar Halimi
Lasse Vigen - Morten Frendrup
Josip Radosevic
Björn Kopplin - Joel Kabongo - Hjörtur Hermannsson - Jens Martin Gammelby
Benjamin Bellot
Bænken:
40. Casper Hauervig
25. Gregers Arndal-Lauritzen
26. Filip Blazek
33. Andreas Pyndt
34. Anton Skipper Hendriksen
35. Jesper 'Jobbe' Lindstrøm
36. Agust Hlynsson