Longread: Fire sider af Matthias Jaissle

I 2017 blev Matthias Jaissle assistenttræner for Alexander Zorniger i Brøndby IF. Den tidligere Bundesliga-spiller fik ødelagt sin karriere tidligt af en alvorlig skade, og han er derfor gået trænervejen i en tidlig alder.

Her kan du komme lidt tættere på den 30-årige tysker, der er opvokset i den spillestil, der bliver praktiseret i Brøndby IF.

Drengen

- Jeg voksede op i en lille landsby uden for Stuttgart, Neckartailfingen. Jeg var egentlig ikke meget anderledes end så mange andre drenge. Jo, jeg var meget genert. En stille dreng ifølge mine forældre, men jeg hang ud sammen med de andre drenge i landsbyen. Vi stod på skateboard, spillede fodbold og alle de andre ting, drenge i den alder laver. Jeg havde gode venner. Vi var ikke så mange, det er en lille by, men os, der var der, havde det godt sammen. Voksede op sammen.

- Min interesse for fodbold begyndte tidligt – allerede i fire- eller femårs-alderen. Vi hang hele tiden ud på banerne efter børnehave og derefter skole.

- Da jeg blev 15 år, begyndte fodbold for alvor at blive seriøst. Der flyttede jeg til VfB Stuttgart og boede på deres akademi, hvor jeg boede sammen med 10 andre spillere. Vi var ikke så mange dengang, men det var der, jeg besluttede mig for at gå efter at blive professionel. Det var der, jeg besluttede at flytte, at opgive forskellige ting som at hænge ud med vennerne derhjemme, festerne og skateboardet. Det var også på det tidspunkt, jeg ændrede mit fokus. Fodbold var stadig sjovt, men nu var det meget mere seriøst. Der var træning om morgenen inden skole og så igen bagefter, når man havde lavet lektier.

Privatfoto

- Det fungerede godt, for man lærte at være disciplineret omkring fodbold, omkring livet uden for banen og i skolen. Det fungerede rigtig godt i Stuttgart, og det var på det tidspunkt nok et af de bedste akademier på den måde i Tyskland. Så jeg var meget glad for at være en del af det. Jeg kunne godt lide at gå i skole og fik gode karakterer, men jeg var så fokuseret og overbevist om, at jeg ville klare cuttet og blive professionel, at jeg ikke fik gjort mig tanker om, hvad jeg skulle lave, hvis jeg ikke blev fodboldspiller. Men jeg blev ved med at gå i skole, for det var også en måde at fokusere på noget andet og få hovedet væk fra fodbold og tænke på noget andet.

Fodboldspilleren

- Jeg fik min første alvorlige skade som 17-årig. Det var i min ankel, men det hjalp mig med at blive endnu mere fokuseret på at blive bedre og stærkere, men det hjalp mig også med at sætte pris på andre ting uden for fodbolden – f.eks. skolen så jeg også havde en uddannelse at falde tilbage på efter fodbolden.

- Lige da jeg var blevet 18 år, fik jeg et opkald fra Ralf Rangnick, der var træner i 1899 Hoffenheim. Han gav mig muligheden for at skifte til dem, og som 18-årig var det noget specielt. Det var min første professionelle kontrakt. Det var stort, for dengang var der ikke så mange unge, som vi ser i dag, der fik professionelle kontrakter. Rangnick viste mig mit potentiale, og hvordan han ville udvikle mig og mit spil. Han troede på mig og på, at jeg kunne nå rigtig langt.

- Vi rykkede op fra 3. til 2. Bundesliga og derfra videre op i den bedste række. Jeg spillede en rigtig god sæson i vores første år i Bundesligaen. Jeg havde en kometagtig start på min professionelle karriere med oprykningerne og spilletid, men pludselig gik det lige så stærkt den anden vej, da jeg fik min korsbåndsskade.

- Det er noget, jeg bruger i mine snakke med vores unge spillere her i Brøndby IF. De skal nyde hvert eneste minut og give alt, de har, for det kan være slut om et øjeblik på grund af en skade eller andre uforudsete ting.

Privatfoto

- Knæet røg i foråret 2009 i slutningen af Hoffenheims første sæson i den bedste række. Jeg var en stor del af holdet og var blevet udtaget til U21-landsholdet, men skaden ødelagde drømmen. Jeg troede stadig på, at knæet ville hele, og at jeg ville komme tilbage. Jeg var på kontrakt i Bundesligaen i fem eller seks år, men nåede kun at spille en enkelt hel sæson. Efter min første knæskade blev det til et par kampe, men hver gang kom den næste operation. Det endte med at blive billedet i årene fremover. Et par kampe og så en ny operation.

- Beslutningen om at stoppe tog jeg egentlig aldrig, det gjorde lægerne og fysioterapeuterne for mig. Selv troede jeg hele tiden på, at jeg ville komme tilbage – selv efter otte eller ni operationer. Jeg havde også store problemer med akillessenen, men jeg fik at vide, at jeg var nødt til at stoppe, for jeg kunne på ingen måde træne eller spille på højeste niveau med de skader. Det var hårdt for mig, for jeg havde prøvet alt. Piller, indsprøjtninger og alternative behandlinger. Jeg har prøvet nogle mærkelig ting for at række ud efter den måske ene procents chance, der var.

- Det gjorde ondt at se drømmen smuldre, men det gjorde det lettere, at jeg havde længere tid til at vænne mig til det i. Jeg kunne se, at der var en chance for, det ville gå den vej, for lægerne fortalte mig efter den første operation, at det ville blive hårdt. Som tiden går, mærker man, at smerterne ikke forsvinder, og det begynder at gå op for én, hvor det kan bære hen.

- Jeg havde mine venner og familie omkring mig sammen med nogle rådgivere og agenter, og de hjalp mig med at komme videre, men det er stadig svært, når jeg ser tilbage på karrieren og skaderne. Min krop tog mine muligheder fra mig. Jeg bliver ikke sur over det, for jeg tog hurtigt en beslutning om, at det ikke hjælper at være sur over noget, jeg ikke har en indflydelse på. Selvfølgelig er jeg ærgerlig over, at det endte, som det gjorde, men forhåbentlig kan jeg om et par år se tilbage på, at der var en grund til, at det gik som det gik.

Træneren

 - Efter beslutningen om at min aktive karriere var slut, tog det mig omkring et halvt år, hvor jeg prøvede at tømme hovedet for fodbold og fokusere på, hvad jeg skulle nu.

- Det var et tilfælde, at jeg havnede så hurtigt tilbage i fodbolden og som træner. Frieder Schroff, der var chef for talentafdelingen i Stuttgart i min tid, var nu i RB Leipzig, og han ringede til mig for at høre, hvad jeg lavede. Han var chef for akademiet i Leipzig, og han inviterede mig op for at se på tingene i klubben og se tingene indefra, og hvordan de gør tingene. Det kunne give mig en mulighed for at se, om jeg ville gå trænervejen eller noget andet inden for fodbold. Han gav mig på den måde muligheden for at komme tilbage til fodboldverdenen og finde ud af, hvad jeg ville. Det hjalp mig rigtig meget, og jeg startede som træner – jeg blev der bare, for det var noget, jeg rigtig gerne ville. Det blev hurtigt tydeligt, at det passede godt til mig.

- Efter en lang snak med Ralf Rangnick, der også var i Leipzig på det tidspunkt - han er en person, jeg stoler meget på og læner mig op af – tog jeg trænervejen. På sigt vil jeg gerne tage skridtet mod at blive manager eller sportsdirektør, men mit første skridt er som træner, og det er en rolle, jeg nyder og ser mig selv i, i mange år endnu. Så må tiden vise, hvad der kommer til at ske. Jeg har selv været spiller. Det hjælper mig i måden, jeg træner på nu, men også på længere sigt hvis rollen som manager eller noget andet bliver en realitet.

- U16 var det første hold, jeg var med som træner på. Vi lavede en god aftale, hvor jeg samtidig kunne fortsætte den bachelor i sport business management, jeg var begyndt på. Det var den perfekte start, og jeg vil anbefale alle trænere og alle dem, der vil være trænere, at starte med så unge spillere som muligt. Det gav mening for mig. Jeg rykkede så op på U17, og efter to og et halvt år i klubben kom tilbuddet fra Brøndby IF.

- Det var en rigtig god mulighed for at komme tilbage til den professionelle fodbold og et godt næste skridt for mig - få nogle input fra et andet land og se tingene i et andet perspektiv. Spillestilen betød selvfølgelig meget for mit valg og beslutningen om at komme til Brøndby IF, for det er den spillestil, jeg selv er vokset op i og har spillet i Hoffenheim, så det gav masser af mening.

Foto: Getty Images

- I min rolle som assistenttræner vil jeg gerne være med til at gøre den enkelte spiller bedre, men jeg vil også gerne tæt på deres måde at tænke på. Som assistent er jeg tæt på spillerne og deres forståelse, og der tror jeg, det hjælper meget, at jeg har spillet selv. På den måde kan jeg se tingene fra både spillerens og trænernes side, og det er det, jeg skal få til at mødes, selv om jeg er en ung og relativt uerfaren træner. Men selv om jeg er empatisk og prøver at se tingene fra deres vinkel, kan jeg også være hård, når det er nødvendigt.

- Alexander Zorniger er cheftræneren, hvor jeg som assistent kan være en form for bindeled mellem spillere og cheftræneren. Og i spilfilosofi er vi helt enige om måden at gøre tingene på. Det er rigtig vigtigt i et træner-team, at alle er enige om at gå samme vej og arbejde mod de samme mål, og måden, vi gør tingene på i vores team med cheftræneren, Retov og analytikerne, fungerer godt. Og jeg tror 100% på vores måde at spille på, og vi har set, hvor gode resultater det kan give.

- Jeg kunne måske have fået et tilbud om at komme til en klub, hvor jeg ikke var helt med ombord på måden at spille på, og det kunne være blevet svært. Her er jeg helt enig i filosofien, og det er både lettere og sjovere at træne spillere i et system, du selv nyder og tror på.

Privatpersonen

- Det er ikke let for mig at slippe fodbolden, når jeg ikke er til kamp eller på træningsbanen. Sådan tror jeg, det er for de fleste trænere. Når man har en fridag, får man altid en besked fra en spiller eller en kollega, man tænker over episoder fra den seneste kamp eller den kommende modstander, så det er ikke let at koble helt af. Men når det sker, så prøver jeg at nyde tiden med min kæreste. Det kan være inde i byen, hvor jeg godt kan lide at prøve forskellige restauranter. Det kan være fin gastronomi eller små ukendte steder. Jeg prøver det hele.

- Min kæreste er ikke rigtig interesseret i fodbold, så det hjælper lidt på at kunne koble af, men hun begynder at forstå mere og mere af det. Nu kommer hun med på stadion til hjemmekampene engang i mellem.

- Jeg ved, det lyder kedeligt, men jeg kan rigtig godt lide at finde en café ved vandet, hvor jeg kan sidde med en bog og fordybe mig i den. Det er der, jeg kan ’stikke af’ fra hverdagen. Jeg bor i en lejlighed med udsigt over vandet, hvilket også er fantastisk, så det er svært ikke at nyde den livskvalitet, der er i Danmark.

Næste gang opgave for assistenttræner Matthias Jaissle og resten af træner-teamet og spillertrup i Brøndby IF er hjemmekampen mod SønderjyskE på Brøndby Stadion på søndag. Du kan købe billet til den kamp her – hvis du hellere vil have et sæsonkort som mere end 11.900 andre, kan du sikre dig et her. 

Foto: Getty Images