Brøndby IF’s kvinder med godt udgangspunkt i Lillestrøm
18.10.2018 16:05
Kvinderne tog til Lillestrøm i Norge, for at spille det første opgør i Champions Leagues 1/8-finale. Lillestrøm SK, som sidste år slog Brøndby IF ud, var altså modstanderen i, hvad der lignede en meget svær udekamp. Brøndby IF startede kampen fint, på trods af at Lillestrøm kunne bringe sig i front efter en halv time. Lige før pausen dumpede en bold ned for fødderne af Emilie Henriksen et godt stykke for feltet, og hun klappede den i kassen fra 25 meter uden chance for keeperen i LSK-målet, og så var der udlignet i opgøret.
Brøndby IF’s nummer 22 Mille Gejl sætter her nogle ord på resultatet i Norge:
- Det var en lige kamp, hvor ingen af holdene kan føle, at en pointdeling var uretfærdigt. Vi har chancer til flere mål, men vi får lukket godt af i vores defensiv, og det er jeg tilfreds med, lyder det fra Mille Gejl, som ser positivt på, at man fik et udebanemål med hjem.
- Resultatet giver os et godt udgangspunkt forud for returopgøret, men der er lang vej hjem. Nu kender vi Lillestrøm bedre, og så skal vi blive en smule skarpere i begge ender til opgøret her på Brøndby Stadion. Så jeg tror godt, at det kan blive spændende, lyder det afslutningsvist fra offensivspilleren.
For sæsonkortholdere til Brøndby Stadion er der gratis adgang til returopgøret. Til og med den 24. oktober vil det være muligt for alle at trække gratis billetter til returopgøret - billetter kan findes her. Efter den 24. oktober vil billetterne blive sat til salg for 50 kroner stykket.