
Faninformation om udekampen i Haderslev
23.11.2018 11:00
På søndag er vi tilbage i vante Superliga-rammer, efter pokalkampen mod BK Marienlyst. Modstanderen er SønderjyskE på udebane, og der er kampstart kl. 16:00 på Sydbank Park.
Har du tænkt dig at støtte holdet i årets næstsidste udekamp, følger der her noget praktisk information til søndagens opgør.
Transport
Der vil desværre ikke være fodboldtog til denne kamp, da DSB fortsat laver sporarbejde. Til gengæld kører Brøndby Supports bus som sædvanligt, og der er stadig få ledige pladser.
Byggeri omkring udebaneafsnittet
Søndagens kamp bliver den første for vores vedkommende på den nye udebanetribune på Sydbank Park, men mens den står helt færdig, er der stadig gang i byggeriet rundt omkring den. Vi opfordrer derfor alle til at have lidt ekstra tålmodighed ved indgangene, da der ikke er så meget plads som sædvanligt.
Familieafsnit på tribunen
Udebaneafsnittet er opdelt af et lille hegn, hvor der vil være et familieafsnit til dem, der ikke ønsker at være en del af det stemningsskabende afsnit.
Har du endnu ikke sikret dig billet til kampen, kan det ordnes lige her.
Foto: Getty Images