
Zorniger: Vi skal angribe kampen
17.03.2018 09:00
I morgen spilles samtlige syv Alka Superligakampe i den 26. og sidste spillerunde i grundspillet i Alka Superligaen kl.17:00.
Brøndby IF tager imod Hobro IK i en kamp, hvor begge hold går på banen for at få de tre point. Drengene fra Vestegnen gå ud for at forsvare den nuværende førsteplads i Alka Superligaen, mens Hobro IK jagter en plads i Mesterskabsspillet, som Brøndby IF allerede har sikret sig.
Cheftræner Zorniger forventer derfor en livlig kamp.
- Vi var ikke tilfredse med vores spil i Horsens, og vi skal derfor give svar på tiltale. Vi skal aflevere boldene med højere fart, vi skal være mere direkte, når vi fører bolden frem, og så skal vi generelt være mere aggressive som hold i vores arbejde mod bolden. Vi har i ugens løb arbejdet med forskellige muligheder på midtbanen, nu hvor Christian Nørgaard sidder ude med karantæne i morgen, så vi føler os godt forberedt. Vi kender Hobro IK rigtig godt, og de er et fysisk stærkt hold, der skaber mange chancer på dødbolde, så vi skal kunne stå imod de muligheder, de vil komme til, mens vi samtidig angriber kampen og jagter målene, som vi altid gør.
- Vi har fortalt spillerne, at de skal se kampen mod Hobro IK som en del af det Mesterskabsspil, som alle taler om. Alle point tæller frem til den 21. maj (sidste spilledag i denne sæsons Alka Superliga Mesterskabsspil, red.). Vi er derfor fuldt fokuseret på at gå ud og levere endnu en hjemmebanesejr.
Brøndby IF er hidtil i denne sæson ubesejret på hjemmebane, hvor man har vundet ti ud af tolv kampe, har scoret 37 mål og kun lukket 11 ind. Trods den imponerende hjemmebanestatistik forventer Alexander Zorniger, at Hobro IK vil tro på deres chance og jagte sejren.
- Hobro IK kommer til Brøndby Stadion for at vinde kampen. Ingen tvivl om det. En uafgjort er ikke nok for dem. Hvis man som klub står på sidste spilledag i grundspillet og har muligheden for at komme med i Mesterskabsspillet, og man så ikke lykkedes, så vil man være meget skuffet. Så Hobro IK vil selvfølgelig jagte sejren og gøre alt, hvad de kan for at sikre sig en plads i Mesterskabsspillet.
Har du endnu ikke sikret dig billet til kampen i morgen, kan du købe den her.
Er du forhindret i at komme på stadion, så kan kampen ses på 3+, hvor er der optakt fra kl.16:00 og kickoff kl.17:00. Vi følger også kampen live på Twitter på profilen @BrondbyLive.
Foto: Getty Images