Morten Frendrup rykkes op i Superliga-truppen fra sommer
15.03.2018 15:15
Brøndby Masterclass handler om at udvikle talenter til Brøndby IF’s Superliga-trup, og alene i denne sæson har seks spillere taget springet op på klubbens bedste mandskab.
Og til sommer får Gregers Arndal-Lauritzen, Joel Kabongo, Andreas Bruus, Christian Enemark, Casper Hauervig og Viktor Anker selskab af nu 16-årige Morten Frendrup, der allerede har fået debut i Alka Superligaen – her blev han skiftet ind i 3-1-sejren på udebane mod Lyngby BK.
Det blev også til spilletid på hjemmebane mod FC Helsingør, og sammen med de gode indsatser på træningsbanen gennem sæsonen belønnes det nu med en fuldtidskontrakt og en plads i Superliga-truppen fra sommeren 2018.
Og det var en meget glad Morten Frendrup, som Brøndby Indefra interviewede umiddelbart efter underskrivelsen af kontrakten.
- Det er en kæmpe drøm at skrive under, og når det netop er med Brøndby, er det bare fantastisk. Jeg har altid været fan af klubben og har været her i fire år nu, og jeg ser frem til mange år fremover, sagde Morten Frendrup, der havde både sin mor og far med inde til kontraktunderskrivelsen.
Det var også en meget tilfreds sportsdirektør, der kunne se til, mens Frendrup satte signaturen på en 3-årig kontrakt.
- Morten har allerede vist, at han er længere fremme, end de fleste er i den alder. Så derfor ser vi selvfølgelig chancen for at udvikle ham yderligere, sagde Troels Bech om kontrakten, der træder i kraft til sommer.
Du kan se hele interviewet med Frendrup og Bech i Brøndby Indefra-appen, som du kan downloade her.
Foto: Getty Images