Netværket af klubber udvider til Fyn
01.05.2018 09:00
Brøndby IF og Nyborg G&IF har valgt at indgå et formelt samarbejde, der skal give begge klubber nogle gode muligheder for at udvikle sig.
Siden efteråret har der været dialog mellem de to klubber, der først udmøntede sig i at Brøndby IF lægger vejen forbi Nyborg i maj med Brøndby Camp, men som nu har udviklet sig til et fremadrettet samarbejde, som begge klubber får gavn af.
- For Brøndby IF er samarbejdet en fantastisk mulighed for at vise en masse unge mennesker på Fyn, hvordan vi træner og spiller i Brøndby IF. Dette skal ske gennem træning og camps i Nyborg og måske på sigt andre steder på Fyn.
- Målet er selvfølgelig at vise Brøndby IF frem og lade andre klubber opleve vores måde at gøre tingene på, fortæller koordinator Steen Jølnæs.
Samarbejdet kan, ud over den allerede planlagte camp i maj, også byde på træning, trænerkurser, trænerinspiration og andre arrangementer i Nyborg, ligesom Nyborgs trænere, ledere og øvrige medlemmer vil blive inviteret til Brøndby til såvel kampe som trænerkurser, Masterclass Trænerdag o.l.
- Et samarbejde med en af Danmarks bedste klubber inden for ungdomsfodbold vil for Nyborg G&IF Fodbold betyde et kvalitetsmæssigt løft af vores ungdomstrænere og dermed medvirke til udviklingen af alle vores ungdomsspillere på alle niveauer og klubben generelt, siger Henrik Gaunsbæk, ungdomsformand i Nyborg G&IF Fodbold og fortsætter:
- Vi håber også, at dette samarbejde kan udvikle og uddanne trænere og spillere, så vi kan fastholde talentfulde ungdomsspillere i klubben længere end ellers, og samtidig kan samarbejdet hjælpe os et stort skridt på vej til at nå vores ambition om at være Nordeuropas bedste, dejligste, friskeste og mest attraktive ungdomsafdeling i en breddeklub.
Skulle din klub også været interesseret i et samarbejde med Brøndby IF, så kontakt koordinator Steen Jølnæs på [email protected].