
Vigen: Vi gav aldrig op
29.07.2018 18:40
Brøndby IF kom tilbage på sejrskurs efter en 2-1-sejr på udebane over Hobro på DS Arena i det jyske. Drengene fra Vestegnen var foran med 1-0 og i fuld kontrol, da Hobro fik udlignet kort før tid.
Dermed lignede det hele en kedelig pointdeling, indtil Mikael Uhre slog til med med en vigtig matchvinder-scoring med få sekunder tilbage på uret.
Efter kampen forsøgte Lasse Vigen Christensen at sætte ord på de følelser, der løber igennem en fodboldspiller, når man smider sejren blot for at få den tilbage igen.
- Vi gjorde det svært for os selv ved at lukke et mål ind. Men vi viste endnu en gang, at vi aldrig gav op, og at vi blev ved med at køre på, indtil dommeren fløjtede kampen af.
- Det var en ubeskrivelig følelse, Når man følte, at sejren blev taget væk fra en, og så fik man det hele tilbage igen. Det er svært at forklare.
- Men det viste, at vi blev ved med at kæmpe, og det var fedt for Uhre og alle de fans, der var mødt op, siger Vigen, der selv leverede en fin indsats på Brøndbys centrale midtbane.
Nu håber midtbanespilleren, at sejren over Hobro kan blive begyndelsen på en mere stabil periode.
- Langt hen ad vejen var det en god præstation på en svær udebane, og vi havde det også svært i sidste sæson her på banen. Derfor håber vi, at det ligesom i sidste sæson bliver startskuddet på en god periode for os.
Se og hør interviewet med Lasse Vigen Christensen på Brøndby Indefra, hvor du også kan se sejrsscenerne fra DS Arena.
Foto: Getty Images