Brøndby IF henter Josip Radosevic
27.07.2018 19:34
Brøndby IF har efter overstået lægetjek skrevet en 4-årig kontrakt med den kroatiske midtbanespiller Josip Radosevic, der er hentet i Hajduk Split. Det fortæller sportsdirektør Troels Bech.
- Vi er glade for i dag at kunne præsentere Josip Radosevic som Brøndby-spiller. Han er en dynamisk spiller med udgangspunkt på den defensive midtbane, hvor han spiller med stor beslutsomhed og energi i sit spil både med og uden bold.
- Josip har en fortid i Red Bull Salzburg, og han er derfor bekendt med mange dele af vores måde at spille fodbold i Brøndby IF på, lyder det fra sportsdirektøren.
Radosevic er 24 år og har også spillet i den italienske storklub SSC Napoli og SD Eibar i La Liga.
Han var holdkammerat med Ante Erceg i Hajduk Split, og ligesom sin landsmand er han ikke bange for at arbejde hårdt på banen og til træning.
- Josip er ligesom Ante en vinder. Og han ved, at sejre ikke kommer af sig selv, men gennem hårdt arbejde – om det så er på træningsbanen eller i kamp, så spiller han for at vinde.
Josip Radosevic får trøje nummer 22.